Den tragiske skæbne

Men forhåbentligt effektivt!!!

Som vi alle ved, prøver vi jo at hjælpe hinanden på bedste vis herinde… Derfor håber jeg, der også er en hjælpsom sjæl, der kan hjælpe mig med denne næsten umulige opgave!

Jeg skal bruge en lejlighed i Århus C til max 7000 ex forbrug. Og den skal ligge i midtbyen!

PLEASE hjælp mig! Vil gerne derover til 1. maj, således jeg kan blive fastboende inden jeg begynder på studiet!!!

Sær blog, i know, men man må jo hive i de snore man kan!

Jeg var i Netto. Der er jeg jo sådan set ret ofte. Hvis man har fulgt en lille smule med i min blog, ved man godt, hvad jeg håber på, sker i Netto. Kort update: indkøb, lækker fyr smiler, han har rolex, jeg taber mine appelsiner og vi bliver gift.

Nå, jeg kom fra, jeg var i Netto. Og jeg skulle rent faktisk ha appelsiner! Da jeg havde betalt, og var på vej ud ad butikken, gik nettet op, og der var appelsiner over hele gulvet! Og nej, jeg havde ikke selv revet hul på nettet! Men ihvertfald, var der appelsiner ud over det hele. Jeg bukkede mig ned og begyndte at samle dem op. Og vupti. Så var de alle samlet op. AF MIG! Der kom sgu ingen lækkerbisken med et rolex og hjalp mig. Faktisk syntes folk mere det var irriterende, jeg sku tabe dem lige i deres butik!

Kort sagt; appelsindrømmen er nu gået i opløsning.. Nye drømme må etableres!!

Den tragiske skæbne drømmer videre…..

… skulle altså ha en dummeflad!

Loggede på msn i går. Noget som efterhånden er lidt af en sjældenhed. Og vupti! Så var der 7 online fra “Fanklubben. Ja, jeg har en gruppe, der hedder det.

Gruppen indeholder mænd jeg har datet, været kæreste med og sågar også et par stykker, jeg har haft et mere promiskuøst forhold til. Ingen i gruppen ser jeg nu. Har rent faktisk overvejet at slette den, og efter i går, gør jeg det sgu nok også.

Ser i, jeg blev tilbudt karbad og massage af en fyr, jeg ikke har set i over 6 måneder. Han blev lidt fornærmet over, jeg ikke havde overskud til at ses, da min mor var ved at dø og lige efter hun var død. En side af ham, jeg bestemt ikke fandt attraktiv! Var forresten også ham, jeg gik “Walk of shame” fra… Kan i huske den med solbrillerne i regnvejr, champagnegaloppen, da jeg gik forbi Magasin og ikke mindst, min hæl der knækkede foran Metroen klokken “alle skal på arbejde nu”?

Nå, men i hvertfald, måtte jeg forklare ham, jeg ikke vil det løse mere. At hvis jeg skal noget med en gut, skal det være mere fast end et skrald bag Det Kongelige Teater. Det forstod han selvfølgelig ikke, for det havde jo været så hyggeligt sidst. Sidst?! Var det hyggeligt sidst?! Det eneste jeg kan huske, var mig, der styrtede ud ad døren i panik, fordi han hele natten havde prøvet at snige langelængeren ind, og vækkede mig med stort uldent, svampet kys lige på munden. Og med hele tungen! Var dét hygge???

Men altså, hvorfor er der nogle mænd, der ikke fanger “gå nu væk”-delen? Hvorfor kæmper man videre og vil ha en laaaaaaang liste af argumenter for ikke at ses? Og lets face it! Uanset hvor lang den liste er, vil der altid mangle bare én grund!

Hvis en fyr siger til mig, han ikke vil det useriøse mere, og han derfor ikke vil ses mere, accepterer jeg det. Hvorfor er nogle mænd bygget anderledes? En afvisning er en afvisning. Uanset grunden! Just get it!

Den tragiske skæbne bander og svovler videre og mænderne!

Vi piger, vi elsker bekræftelse, ikke sandt? Vi elsker at få af vide, vi ser godt ud, har godt humor og en lækker personlighed. Og lidt af de grunde, elsker vi også, når fyre lægger an på os! Med mindre der er venindes, søsterens, morens kæresten, familiemedlemmer eller bedste venner. Point being; generelt kan vi godt li at blive lagt an på.

Vi kan godt li´, når der bliver kigget after os, når vi er i byen. Vi nyder de slet ikke diskrete blikke!

Og jeg tror, vi alle sammen, inderst inde, håber på vores blik mødes med den eneste ene, henover frostgrønt på tilbud. At han bliver så betaget af en, at han simpelthen blir´ NØD til at tage kontakt til én!

Eller endnu bedre! Hvis hanken på indkøbsposen knækker, og der ruller appelsiner ud over hele fortovet (ja ja, jeg ved godt, man køber dem i net, men play a long!) og der kommer en flot fyr løbende og hjælper med at samle dem op. Vi går efter den samme appelsin, og vores hænder mødes. Vi flytter ikke hænderne, men kigger i hinandens øjne, hvorefter pigen (læs: mig) slår blikket genert ned og flytter hånden. Han hjælper med de sidste varer og spørger så, om ikke han skal hjælpe en hjem med varerne. Man takker ja. Og da man står dér ved døren, inviterer man ham op til kaffe (forudsagt man har et ryddeligt, pænt hjem!). Han acceptere. Vi sidder og griner i timevis, og pludselig kigger han på sit rolex, og indser, han skal gå. Men inden da, spørger han efter ens nummer, som han gemmer i inderlommen, mens han blidt giver pigen (læs: stadig mig) et kys på kinden…

Og ja, så dater man, får perfekte børn, og får en LÆKKER villa, arbejder deltid og lever lykkeligt til vores dages ende!

Den tragiske skæbne opdager sine romantiske tendenser, og logger af!

Derude et sted, sidder der 4 mænd. Akademikermænd. De nyder (ihvertfald en af dem) at komplicere datinglivet. Og endnu bedre, så nyder de at blogge om det. Det er rart, for en som mig, der næsten kun skriver om fejlslagne dates, at se, der sidder mænd derude, der har lige så mange fejlslagne dates i posen. -og de også blogger om dem!

Denne award blev givet til mig fordi jeg åbenbart er: “En ung kvinde der elsker ældre mænd - med et glimt i øjet”

Som jeg også skrev i deres kommentarspor, så blir jeg altså 26,5 om præcis en uge! Kan man egentlig godt fejre det??? Men, hvorom alting er, vil jeg godt mane hele “elsker gamle mænd”-delen til jorden…. Jeg kan ikke li´gamle, gamle mænd. Jeg kan li modne mænd! Som ikke er fyldt 35!

Er ikke nået til det stadie i mit unge, rebelske liv, hvor jeg tænder på måne og alpehuer. Og slet ikke hvide hyttesko… Endnu…

Syv ting om mig.. Hmmm…

Har engang været så lækker, at min fotograf-roomie har brugt billeder af mig på sine visitkort. Visitkort jeg stadig praler med, da jeg ville ønske, jeg stadig så sådan ud.

Den vise har sagt, inden for de sidste 3 måneder, jeg havde en krop som en 19-årig! Ent statement, jeg holder godt fast i!

Jeg er virkelig selvsikker. -så længe det ikke kommer til udseendet. Dér knækker den! Scoringer blir kørt hjem på charme, dårlig pick up lines og lovning på gratis taxa hjem til mig.

Har så små bryster, at min underbo en dag kom op og rådet mig (uopfordret) til at få lavet større bryster, da hun aldrig har set så små bryster før!

Jeg er en stræber! Går efter 10 &12 på sygeplejeskolen. Får jeg mindre, bliver jeg pokkers skuffet, og skammer mig over, karaktererne kommer på mit eksamensbevis.

Jeg dropper mænd på de særeste grundlag. For mærkelig latter, kalder mig skat for hurtigt, har ikke lyst til sex, har for voldsom lyst til sex, kysser dårligt, har for underlige venner… osv osv osv… Selv de mindste ting, kan få mig til at tage flugten, uden en egentlig forklaring!

Og sidst, men ikke mindst; jeg er rigtig glad for de mænd, jeg har i mit liv. Hvilket nok også ødelægger mine chancer for at få en kæreste….

Vil ikke sende denne videre, da jeg allerede HAR gjort det! Men linke til mænderne med chicks og cocktails, dét gør jeg! Tak! Dejligt at blive værdsat!

Eller det blir det ihvertfald snart!

Jeg er sgu blevet tatoveret! En lækker satan på underarmen. 5 cm i længden og 3 cm i bredden. Så ikke en af de der “mean motherfucker, jeg kan smadre dig ved bare at kigge på dig”-slags. Men den er fin. Og det er en vild ting for mig! Kunne dog være sejt, hvis jeg ku tæve folk ved at sende dem blikke, på grund af lidt farvelade på min højre arm!

Men hold nu kæft, det er et kick af den fede slags, at få en tatovering. Specielt med mening bag. 3 hjerter. Et stort med en mindre inden i, med et mindre inden i. Et fra Far, et for Mor og et for Søster. Troede egentlig smerten ville være det værste. Lidt dumt, når jeg har badet mig i tryllecreme 2,5 time inden, for tænk nu, hvis det gjorde FOR ondt! MEN ALTSÅ! Jeg var bange for smerten, ikke de følelsesmæssige konsekvenser. Men det sekund det første hjerte var færdigt, begyndte jeg at tude. “Jeg vil ha min mor skal se den” sad jeg og vrælede. Tatovøren kiggede på mig som om jeg var bindegal. Men han var også godt træt af mig, da vi sku finde ud af, hvorn faen de der hjerter sku se ud!

Men efter 20 minutter og 15 hjerter senere, fandt vi frem til lige præcis den slags, jeg skulle ha på min arm!

I retrospekt en FED oplevelse! Sim jeg rent faktisk ville udsætte mig selv for igen! -hvilket nok, på længere sigt, blir et problem…. Er allerede i gang med at planlægge min næste af slagsen! En blomst. Som med minde to andre, KUN omridset.. En diskret, rød blomst….

Jeg må snart sætte en stopper for det! JEG GÅR AMOK!

Den tragiske, men tatoverede skæbne sniger sig ud og kigger tatoveringer once again

Sidder her en lørdag morgen, og smiler. Ikke fordi klokken er lidt over 5 og jeg ikke kunne sove mere. Slet ikke! Heller ikke fordi jeg begynder i skole igen på mandag. Men fordi mit overskud er kommet helt tilbage! Den tragiske skæbne er blevet sig selv igen!

Hun er begyndt at gå i panik over skridtkløe, som slet ikke er svamp, men manglende barbering (igen)! Hun synes endnu engang, at drenge er det sjoveste legetøj i verden og at makeup er SÅ undervurderet! Hun er sågar begyndt at bruge hele sin SU på tøj og sko igen, og ja, hendes telefonregning er begyndt at runde de 800 om måneden!

De tætsiddende bluser er fundet frem igen. Det samme med Scissor Sisters album. Har ikke lyst til at smile, grine og danse længere. Hun gør det bare! Hun tar sig i at tænke positivt, og ikke længere pive og brokke sig så meget! Whats up with that?!

Nu mangler jeg bare de sidste par punkter på listen:

1) Vædde en flaske whisky med lægen om, hvorvidt jeg har kønssygdomme eller ej. Han sætter altid flasken på 0 af slagsen. -og vinder. DAMN IT!

2) Sanseløse drukture med dans på bordene, uddeling af numre (til de 5 mest uattraktive på klubben) og at kysse med fremmede mænd, fremme steder (i byen, ikke på kroppen).

3) Gå mere med hat og ryge mindre!

4) Droppe det der natdatinglir, som alligevel ikke virker!

5) Fjerne den grå neglelak og skifte den ud med pangfarver!

6) Brug sin pick up line mere forsigtigt og med glimt i øjet! (En tier på, jeg kan ha begge dine boller i munden og fløjte nationalsangen).

Er SÅ skønt at gå i bad DAGLIGT, bevæge foden i takt til P3´s lækre rytmer, ubevidst, og ikke mindst at rydde op sådan nogenlunde regelmæssigt!

Kort sagt: alt er begyndt at køre på skinner igen! Og jeg elsker det!

Den tragiske skæbne, der nu overtager verdensherredømmet!

Efter min til dages tur til San Francisco med nærmeste konstant ophold i Castro, er mine batterier nu fuldt opladte!
Jeg kan alt igen! Så nu er der mere eller mindre ikke andet i min verden at bekymre sig om, end rodbehandling og drenge!

Må jeg lige få det ned på skrift, at det der halløj med rodbehandling og smerte, det passer altså slet slet ikke! Jeg fik lavet min tand, ganske vist med beroligende OG bedøvende. Ser i, jeg har nemlig galopperende angst for tandlæger! Bare jeg sidder i stolen, kommer tårerne trillende. Jeg kan slet ingenting. Blir paralyseret og ryster over hele kroppen! Så da jeg fik tandpine dagen inden San Fran tur, vidste jeg godt, jeg var på skideren!

Tog en veninde under armen (så jeg ikke tog flugten halvvejs) og tog så op til tandlægen. For det første var de søde. Hvad sker der for det?! Jeg troede alle tandlæger var ildspydende onde onde drager, ligesom skoletandlægen! Men nej! De gav sågar hånd og hvis man kiggede efter, kunne man se, de smilede! Op i stolen, og ind med nerve-sjus. Og nu er jeg forelsket! Ikke kun i min søde tandlæge, der er så sød og forstående. Og tålmodig! Men i dormicum! En lille lækker cocktail blandet med juice, der får en til at slappe heeelt af!

Man ligger bare der i stolen og ligger. Det er dét. Så propper de 50 kilo metal ind i munden (de siger det kun er et bor, et spejl og et sug, men vi ved jo alle, de lyver), og alt er bare heeeeelt ok! Ingen tårer, ingen rystende hænder, no nothing!

Overvejer nu, om ikke det ville være et glimrende stof på datingmarkedet! Jeg mener, vi alle er jo ved at skide grønne grise, når vi skal på første date, inden det første kys, og bestemt også inden det første knald! Den klarer dormicum! Bum, så er du heeeelt cool og afslappet!

Eneste minus, som faktisk er et ret stor af slagsen (men alle store kærligheder har jo deres bagside af medaljen) er, at det også fungere lidt som truth serum. Man skal koncentrere sig som en gal, for ikke at pludre sandheder konstant! Der lå jeg i stolen, og var virkelig KONSTANT ved at sige “det sagde han også i går”. Tandlægen var også strid, for han sagde ting som “hvis du lige åbner op, så kan jeg komme helt ind bag i”, “der kommer et lille prik, men så får du det meget bedre bagefter”, “jeg ved det er ubehageligt, men det er overstået lige om lidt”… Come on!! Han serverede dem jo på et sølvfad!!!

Nårh ja, der er også et andet minus: man kan ikke gå på trapper!

Den tragiske skæbne, der tager trappen på rumpen fra anden sal!

Så sidder man her med uglet hår, sweatshirt fra San francisco, morgenkaffe og STORT smil på læben!

Jeg er ved at blive mig selv igen! Har sorteret gamle papirer, skal ha ryddet op på skrivebordet, står tidligt op og nu går jeg sgu også i bad hver dag! Og hvor er det fedt! Tar mig selv i at smile for mig selv, mindes på den fede måde og bare ha det godt. Det er så fedt!!!

Selvom jeg stadig får laser i hele skærmen, faldet 1,5 etage ned ad mine trapper og er indehaver af nu overstået rodbehandling, er livet bare fedt! Dels fordi jeg har fået verdens sejeste tandlæge, og dels fordi min verden fungerer igen. Min verden virker!!!
Tar mig selv i at tænke positivt!

Ex 1: Faldt ned ad trappen og tabte min Iphone. Istedet for at blive irriteret og gal over, hvor glat den dumme trappe er, rejste jeg mig op, ømmede mig, tjekkede min telefon, og glædet mig over, den ikke var gået i stykker, og jeg kunne gå uden de største smerter!

Ex 2: Den nye tandlæge, som er så sød, god og rar, holder op her d. 1. Ærgrer mig selvfølgelig, men føler ikke mindre tillid til ham, men i stedet får jeg tandarbejdet overstået hurtigst muligt, og glæder mig over, det snart er overstået!

Det er så rart at have den gamle tankegang tilbage igen. Jeg gør det ikke engang med vilje! Det er som om der er en, der har hældt Uhmmmm grød op på min tallerken og ikke lader mig gå, før det hele er spist! Jeg tænker ikke engang over, jeg er blevet så positiv. Jeg gør det ikke engang med vilje!! Jeg er bare en happy lille camper uden nogen egentlig grund. Og det er skønt!!!

Den tragiske skæbne danser smilende ud i den virkelig verden og fniser for sig selv!

Jeg har set min mor og søster dø. Tanken har ikke strejfet mig, før min søsters veninde sagde det højt. Det er jo ikke nyheder. Jeg ved det jo godt. Men ordene. At have set familien dø. Det lyder voldsomt. Det ER voldsomt. Tror først, det er nu, jeg har forstået, hvor voldsomt det er.

Jeg bliver nærmest helt paralyseret, når jeg siger det. Når jeg læser det. Når jeg skriver det. Men armene ned langs siden, kigger jeg på skærmen. ”Jeg har set min mor og søster dø”. Jeg har set dem give slip på livet. Jeg gav sågar både min søster og min mor lov til at dø. Jeg opmuntrede dem lige frem til at give slip på livet.
Spørgsmålet er bare, om jeg kan leve med det. Kan jeg leve med, at have set min mor og søster dø? Da min far døde, for 8 år siden, gav jeg også ham lov til at dø. Lov til at give slip. Og jeg kom videre. Men kan man komme videre, når det er to så tæt på hinanden? Der var præcis 2 måneder imellem deres begravelser. Min mor og min søster. Jeg så dem dø. Jeg gav dem lov til det.

Tankerne kan ikke finde på plads i mit hoved. I morges vågnede jeg af, jeg så forløbet med mor for mine øjne. Jeg så, hvordan jeg holdt mor i hånden, og gav hende lov til at dø. Jeg sagde det én gang. Og det var den dag, hvor hun døde. Jeg faldt i søvn med hendes hånd i min. Jeg vågnede af, hun ikke trak vejret længere. Mit hjerte bankede hurtigere. Adrenalinen susede rundt i mine blodbaner. Jeg vågnede op alene. Nu uden min mor. Hun lå død ved siden af mig. Jeg ringede til nattevagten, der ville vide, hvorfor han skulle komme derned. Jeg kunne ikke få ordene over mine læber. Jeg sad i skrædderstilling i min ternede pyjamas og holdt min mor i hånden. Jeg tjekkede hendes puls. Jeg lyttede efter hendes vejrtrækning. Begge dele manglede. Min mor var død. Nattevagten kom ned til mig. Jeg passede på min mor. Fortalte, jeg havde tjekket for tegn på liv. Jeg havde brug for at være sygeplejerske et øjeblik. Jeg tog tøj på, og gik udenfor i kulden. Sad med min telefon, en cigaret og en kop kaffe. Jeg stirrede bare på telefonen. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg skrev en sms. At hun var sovet ind. Jeg havde brug for at skrive det. At fortælle det. Det var så uvirkeligt. Det er det stadig.

Jeg har ingen mor længere. Jeg har heller ingen far. Eller søstre. Jeg har set dem alle dø.

Min søsters død var anderledes. Jeg havde boet på hospitalet sammen med hende. Der blev ringet rundt, da tiden var ved at være inde. Vi alle var samlet på stuen. Min mor lånte min seng, og vi lå i den sammen. Jeg lå med hovedet på min mors arm. Hun aede mig over håret, til jeg faldt i søvn. Charlotte holdt op med at trække vejret med alle hun elskede, omkring sig. -sovende. Mor vækkede mig, og sagde, at nu var det sket. Jeg blev sur over, hun ikke havde vækket mig før. Så græd jeg. Tårerne kom trillende. De løb ned ad kinderne på mig, men ingen lyd. Jeg puttede mig ind til mor og græd. Det var sidste gang, min mor trøstede mig. Holdt om mig. Passede på mig. Det var sidste gang, jeg var datter.

Den sidste gang, jeg var datter, var da min søster døde. Nu er jeg hverken datter eller søster. Jeg er moster, niece og kusine. De to vigtigste titler er blevet strøget.

Jeg ved godt, det egentlig bare er titler. Men hva nu? Hvad er jeg nu? Hvem er jeg nu? Jeg er hende der smiler og griner igen. Jeg er hende, der kan pludrer om drenge og andet ligegyldigt. Men så rammer virkeligheden mig og filmen knækker.

Hver gang på en ny måde, over nye ting.