Den tragiske skæbne

Jeg var i Netto. Der er jeg jo sådan set ret ofte. Hvis man har fulgt en lille smule med i min blog, ved man godt, hvad jeg håber på, sker i Netto. Kort update: indkøb, lækker fyr smiler, han har rolex, jeg taber mine appelsiner og vi bliver gift.

Nå, jeg kom fra, jeg var i Netto. Og jeg skulle rent faktisk ha appelsiner! Da jeg havde betalt, og var på vej ud ad butikken, gik nettet op, og der var appelsiner over hele gulvet! Og nej, jeg havde ikke selv revet hul på nettet! Men ihvertfald, var der appelsiner ud over det hele. Jeg bukkede mig ned og begyndte at samle dem op. Og vupti. Så var de alle samlet op. AF MIG! Der kom sgu ingen lækkerbisken med et rolex og hjalp mig. Faktisk syntes folk mere det var irriterende, jeg sku tabe dem lige i deres butik!

Kort sagt; appelsindrømmen er nu gået i opløsning.. Nye drømme må etableres!!

Den tragiske skæbne drømmer videre…..

Mænd, der lyver, snyder og bedrager er idioter! Det ved vi alle. Intet nyt i det. Men nu har jeg fundet en gruppe mænd, der er værre. De reelle!

For lige at definere en reel mand i min verden, så er det ham, der spiller med åbne og ærlige kort. Som højst sandsynligt ikke leder efter den eneste ene, men nyder dit selskab. Ham der fortæller dig, du ser dejlig ud. Men kun når han mener det. Ham der kan li at ligge i ske, som ikke forventer et knald!

Dén fyr, er den værste! Ham der er en gentleman, som behandler pigerne ordentligt. -og så selvom han ikke vil mere med hende!

Hvad blev der af de internationale regler? Kan du li hende, er du sød ved hende. Vil du bare lege med hende, opfører du dig som et fjols?!

Før i tiden var mænd meget lettere at læse. Måske fordi de ikke var mænd, men bare drenge. Men alligevel….
I gamle dage, hvis en fyr ikke var interesseret, lod han være med at svare på sms´er eller lod være med at tage telefonen. Eller endnu bedre: brændte en af!

Nu om dage, svarer de reelle fyre telefonen. De er søde, betænksomme og kan sagtens tale med en i evigheder. De spørger ind til ens dag og andre ting, der sker i ens liv.

Hvorfor skal det være så kompliceret?!

Om jeg ikke bare kunne melde ud, hvordan jeg har det, og efterfølgende spørge dem, hvordan de har det? ALDRIG!

Den tragiske skæbne kaster sig brokkende og fortvivlet ud i den virkelige verden, fyldt med gentlemen!

Forvirret eller bare afhængig af alt det mærkelige?

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Århus. Århus er min hemmelige elsker. Den man aldrig sådan rigtigt kan få, men som man går og drømmer om. Overvejer at tage et semester i Århus, simpelthen bare fordi det er den dejligste by. Jeg er derovre ca. hver anden måned og nyder det i fulde drag. Denne gang var ikke en undtagelse. Og dog.

Tog derover med et smil på læben og er kommet hjem med hovedpine. Hovedpinen over dem alle. TÆNKE hovedpinen. Og tanker vedrørende de der dumme dumme mænd!

Hvordan kan jeg den ene uge (som regel de ulige af slagsen) sidde med hovedet i puden og ikke ha en eneste fyr om mig, og ugen efter være forvirret over, hvilken man skal vælge?!

Ja, Den Vise og jeg knalder ikke andre. Men hvorom alting er, kyssede jeg med en i Århus. En af mine venner for at det ikke skal være løgn. En god, sjov, rar ven. Vi kyssede, puttede, og havde det bare rart. Han holdt mig om taljen, når vi var i byen, tog min hånd når vi gik ned ad gaderne og fjernede mit hår, når det faldt ned i ansigtet.

Og det fik mig til at tænke… Vil jeg nogensinde får det, med Den Vise? Sandsynligheden er meget meget lille. Hvis jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og tænker over det, kan jeg på ingen måde forestille mig Den Vise gøre nogle af delene. Han vil ikke engang overnatte hos mig på trods af, vi har set hinanden (MEGET) on and off i snart 4 måneder.

Kan en fyr, som ikke engang kan sove ved siden af mig, holde mig i hånden ned ad Strøget? Kan en fyr, som ikke kan kysse mig på eget initiativ, holde mig om taljen og kysse mig på en natklub?

Hvorfor kyssede min ven, alt for unge ven mig? Og hvordan kan Den Lille Dreng vide, hvordan han skal behandle mig, når en vis mand på 32 ikke kan finde ud af det? Og hvorfor var han så sød ved mig? Er det rent faktisk muligt for mænd, at gå i seng med deres veninder, bibeholde respekten for dem? Og vil venskabet nogensinde blive det samme igen?

Jeg er i syv sind. Weekenden med forkælelse og mig i fokus, har virkelig sat tankerne i gang. Hvad vil jeg egentlig ha? Kan jeg få det? Og hvad sker der, hvis jeg får det?!

Så nu står jeg her med mærkelig mavefornemmelse. Jeg mener, Den Lille Dreng er super. Men er det forkælelsen eller ham, jeg er tiltrukket af? Og hvad med Den Vise? Er jeg vild med ham, siden jeg kunne kysse med en anden? Og hvad er der egentlig mellem os alle? Et trekantsdrama, der giver mig grå hår!

Den tragiske skæbne kaster sig fortvivlet ud i den virkelig verden!

Efter sidste gang med Den Vise, har jeg ikke kunne ryste ham af mig. Den sidste uge har jeg vimset rundt og ventet på en ”skal vi ses” sms fra ham.
Troede egentlig bare, jeg syntes han var sej. Men sidste lørdag, inviterede han mig og min veninde over til hans fødselsdagsfest. Et skridt jeg synes er stort! Jeg er meget hys, og præsenterer kun dates for venner, hvis der er mere i det, end som så. Jeg hang ud med hans venner og hyggede.
Vi endte på Karriere bar, hvor der var piger, der, selvfølgelig, lagde an på ham. Og så ramte det mig! Tanken om, han sagtens kunne tage med en af dem hjem. Tanken om, han kunne fortælle lige præcis dem, han syntes de var dejlige, havde en fantastisk krop, og han kunne ligge i ske med dem og iagttage dem. Alle de ting, jeg har nydt med ham. Dem havde jeg ikke eneret på! Knuden samlede sig i maven på mig. En stor hård knude.
Normalt har jeg rimelig godt styr på mig selv og mine følelser, men lige der, vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Vendte mig om (læs: drejede et par gange rundt om mig selv) og trissede ud på dansegulvet med et stift smil. Jeg skulle ikke gå ind i den konkurrence. Jeg ville ikke klistre mig op ad ham, og huske ham på, hvad han kunne få et par timer senere.
Endte dog med, han greb fat i mig og hev mig ud på dansegulvet, hvor vi dansede rundt i evigheder. Og ja, det endte skam også med, han, foran sine venner, erklærede morgenfesten for aflyst, da han ville slæbe denne unge dame med hjem! Og det var rart. Uden at kæmpe, havde jeg vundet kampen! FEDT!
Men da jeg tog hjem, tømmermandsramt, kom knuden igen. Knuden af piger, han kunne være sammen med. Kvinderne han kunne gå på date med, og grine sammen med. Om han gør det eller har gjort det? Ja, det vides ikke. Og jeg vil heller ikke vide det!
Nå, besluttede mig for, efter lange dialoger med venner og veninder (man skal jo ha begge sider) om at melde ud. At jeg vil ha helle for kønsdele-showet på banen. Ikke ses mere. Eller mindre. Bare helle for kønsdele…
Dette var desværre ikke en plan, Den Vise var med på. Så nu sidder jeg her og tænker; droppede jeg, eller blev jeg droppet? Og gjorde jeg det overhovedet på den rigtige måde… Ydermere funderer jeg over, om jeg rent faktisk var blevet vild med ham, eller om det var hele det der ”vil ha, hva man ikke kan få”, der har summet….
Er sgu svært at finde ud af sig selv i ny og næ…

Den tragiske skæbne futter ud i verden og leder efter nye dates! Nogle frivillige???

… skulle altså ha en dummeflad!

Loggede på msn i går. Noget som efterhånden er lidt af en sjældenhed. Og vupti! Så var der 7 online fra “Fanklubben. Ja, jeg har en gruppe, der hedder det.

Gruppen indeholder mænd jeg har datet, været kæreste med og sågar også et par stykker, jeg har haft et mere promiskuøst forhold til. Ingen i gruppen ser jeg nu. Har rent faktisk overvejet at slette den, og efter i går, gør jeg det sgu nok også.

Ser i, jeg blev tilbudt karbad og massage af en fyr, jeg ikke har set i over 6 måneder. Han blev lidt fornærmet over, jeg ikke havde overskud til at ses, da min mor var ved at dø og lige efter hun var død. En side af ham, jeg bestemt ikke fandt attraktiv! Var forresten også ham, jeg gik “Walk of shame” fra… Kan i huske den med solbrillerne i regnvejr, champagnegaloppen, da jeg gik forbi Magasin og ikke mindst, min hæl der knækkede foran Metroen klokken “alle skal på arbejde nu”?

Nå, men i hvertfald, måtte jeg forklare ham, jeg ikke vil det løse mere. At hvis jeg skal noget med en gut, skal det være mere fast end et skrald bag Det Kongelige Teater. Det forstod han selvfølgelig ikke, for det havde jo været så hyggeligt sidst. Sidst?! Var det hyggeligt sidst?! Det eneste jeg kan huske, var mig, der styrtede ud ad døren i panik, fordi han hele natten havde prøvet at snige langelængeren ind, og vækkede mig med stort uldent, svampet kys lige på munden. Og med hele tungen! Var dét hygge???

Men altså, hvorfor er der nogle mænd, der ikke fanger “gå nu væk”-delen? Hvorfor kæmper man videre og vil ha en laaaaaaang liste af argumenter for ikke at ses? Og lets face it! Uanset hvor lang den liste er, vil der altid mangle bare én grund!

Hvis en fyr siger til mig, han ikke vil det useriøse mere, og han derfor ikke vil ses mere, accepterer jeg det. Hvorfor er nogle mænd bygget anderledes? En afvisning er en afvisning. Uanset grunden! Just get it!

Den tragiske skæbne bander og svovler videre og mænderne!

Enten eller? Kan man ikke få både og? Eller ingen af delene? Tanker der suser rundt på øverste! Ihvertfald når det gælder boys!

Enten vil de giftes i morgen eller også er de bange for at binde sig. Hva med det i midten? Det stille og rolige, en dag ad gangen halløj? Kan man ikke den slags længere? Skal man defineres efter 3. date?

Nu er jeg (desværre) ikke typen der som sådan, forelsker sig. Derfor er det en ret stor ting, hvis jeg får følelserne i klemme. Og hvornår de kommer i klemme? Jamen det er som regel, når tingene går langsomt. Meget langsomt. Når jeg er pisse sikker, når vi er sammen, og super usikker, når vi er væk fra hinanden… Men den version kender mænderne ikke til i mit liv. De mænd jeg møder, vil gerne holde i hånd i offentligheden ved første rendez vous, præsentere mig for vennerne ugen efter opg forældrene? Jamen dem skal jeg da præsenteres for små 14 dage efter. Og det er jo egentlig meget sødt. Det er jo fordi, de er vilde med mig. Og jeg tar det da også som et kompliment. Bare ikke når jeg ligger i fosterstilling og vil ha space, og endnu en sms tikker ind fra ham!

Så er der ofrene. Dem der er vilde med mig, men bare har så meget modgang i livet. Hele verden er imod dem, uanset, hvor meget de kæmper. Ja, verden er et ondt sted, det kan vi hurtigt blive enige om, men se lige snefnuggene, der leget tagfat i vinden. Se mig, der kiggede forelsket på dig. Gør jeg ikke længere, for nu er du bare røv irriterende!
Og modsætningen til dem? Ja, det må næsten være dem, der skal fortælle, hvor nemt de har det og altid har haft det. Dem, der kan det hele på den halve tid. Uanset hvad du har gjort, kan han gøre det på den halve tid, og dobbelt så godt! Var selvfølgelig ikke dig, der lavede fejl til den sidste eksamen. Jeg er sikker på, du har ret i, spørgsmålene var dårligt formuleret! -og mens du sidder og tænker over, hvor du skal sætte i din multiple choice, så tror jeg sgu, jeg pakker mit habengut og smutter!

Så er der den lidt uhyggelig type. Dem, der sidder på sengekanten og glor på en, mens man sover, fordi de “slet ikke kan forstå en som mig, vil være sammen med en som dem”. Well, det har du så også ødelagt nu, fruit cake! I skal ikke give udtryk for, jeg har scoret under evne. Er en sviner af både jer og ikke mindst mig! Selvfølgelig scorer jeg ikke under evne! Og ja, det kan godt være, jeg er kønnere, sjovere eller klogere end din eks.. Men er ret sikker på, der er noget, hun var bedre til end mig. Og boys? Det gir ikke plus i bogen at svine ekser. Viser kun, hvor nederen i er, når i har brugt så lang tid med hende!

Her er så manualen til piger. Once in a lifetime! Er i klar?

1) det er ikke fedt, hvis i er usikre eller for selvsikre! (som regel dækker den selvtillid over enorm usikkerhed)
-hvil i jer selv. Giver udtryk for selvsikkerhed og selvtillid, mere end noget andet!

2) I skal ikke præsentere os for jeres venner og forældre, som det første. Og slet ikke, hvis i ikke vil noget seriøst med os. Nogle signaler, der hurtigt enten kan give os panic attacks, eller tro, vi er den eneste ene…

3) I skal ikke svine jeres eks. Siger mere om dig end om eksen. Og det er ikke noget vi tænder på.

Hjertet banker, hænderne ryster, og det føles som om der bor 50 mænd i maven, der danser en omgang river dance. Nej, jeg er ikke forelsket (og hvis jeg er, ville jeg slet ikke skrive om det her!)…

Jeg er nervøs. Jeg er nervøs, usikker og bare et rædderligt syn! Som del i sygeplejeuddannelsen skal vi i klinik. Det er egentlig en praktik, men i vores verden hedder det altså klinik i stedet for praktik!

Nå, men pointen er, at jeg skal i dag, for første gang i 13 måneder, ud til patienter og finde min viden frem. En viden, jeg frygter, er forsvundet!

Hvordan kan man gå fra at være selvsikker, super skarp og lynende hurtig, til at blive nervøs, usikker og på grænsen til at sjatpisse i krogene af dårlige nerver? Hvorfor bliver jeg hende, der griner underligt, ikke fanger jokes, og bare står med hænderne slapt ned ad siden og formodentlig laver masser af fejl?

Selvtilliden er som en 16-årigs. Jeg prøver tøj en milliard gange, er bekymret for min frisure osv osv. Egentlig ret sært, når jeg rammer plet med tøjet til hverdag, og aldrig skifter tøj mere end en gang. Men det gør jeg nu! Har taget alt mit tøj ud ad skabet. Det ligger og flyder udover hele gulvet. Jeg skal ud ad døren om ti. -med rystende hænder!

Den tragiske skæbne er gået fra 26 til 16 på mindre end et døgn!

Kryds fingre and wish me luck!

Så er jeg i gang igen. Stadig med laser! Denne gang er det dog lidt anderledes! Ser I, der er skruet mere op for styrken (som hun sagde, sku jeg jo ha noget for pengene)! Ligner stadig en blanding mellem et brandsårsoffer og Jimmy Jørgensen! Men eftersom der blev skruet op for styrken, skal jeg jo også smøre mig med diverse cremer. Cremer der får huden til at væske en smule. Generelt vil man mene, det er en dårlig ting. Men ikke når man, som mig, skal med morgenbussen! På trods af bussen var helt tætpakket, havde jeg stadig to sæder helt for mig selv! Der var ikke en eneste, der turde sætte sig ved siden af mig!!! Holdt selvfølgelig sædet ledigt. Just in case. Men ikke en eneste satte sig. Til gengæld fik jeg mange pædagogiske “jeg føler virkelig med dig”-blikke af diverse “smarte” midaldrende kvinder. Men de turde stadig ikke sætte sig!

Kom så ud på skolen, hvilket egentlig var ret grænseoverskridende, nu hvor jeg har holdt mig hjemme efter laser de andre gange. Nå, men møder nogle fra min gamle klasse… De glor bare. Står og taler med/til mig, men de nævner det ikke. Kigger kun undersøgende på mig… Det ser jo slemt ud. Og præcis derfor, burde man da netop spørge! Det skal ikke være tabu at se lidt funky ud! Er ti gange federe at blive spurgt, og så kan begge parter have noget at forholde sig til, fremfor man begge går derfra med en sær fornemmelse i maven!

Men hvorfor faen er det tabu? Hvorfor kan man ikke bare spørge “hva har du lavet”? Jeg mener, selv hvis det vart en ulykke eller lignende, så kan man jo godt komme med en forklaring. Alle ved jo, hvorfor der bliver kigget!

Det mest befriende var IT-supporteren her på skolen (ikke fordi der er noget galt med min mac!). Hun kiggede på mig, smilede, og spurgte hvad jeg havde lavet! Det var så rart! Så ku jeg komme med en løgner eller, som jeg gjorde, fortælle sandheden! Længere er den jo ikke..

Og nu hvor jeg sidder her og spiller hellig, kan jeg lige så godt indrømme, jeg suser hjem under dynen og begraver mig efter undervisningen.. Kan godt være, jeg ikke har noget imod folk spørger, men har godt nok noget imod blikkene!

savner og mangler
Det er med savn, er sgu en underlig ting. Det kan komme, når man mindst venter det!

Fx, savner jeg min far, hver gang, jeg skal lave æbleskiver, og hver gang jeg tar mascara på, for så ligner det fars øjne, der kigger tilbage på mig.

Mor, hende savner jeg, hver gang, der sker noget godt i mit liv.

Søster savner jeg, når jeg får gode karakterer, eller der er drengeproblemer i sigte…

Det kan være savnet, hvor jeg trækker på smilebåndet. Når jeg tager min søsters fingerring på, eller griner, så jeg fiser! Eller hvis der er en mand, der rømmer sig i supermarkedet.

Så kan der være savnet hel nede fra maven. Savnet, der gør ondt igennem marv og ben, og man ville ønske, man kunne sætte sig på gulvet med hænderne slapt i skødet og bare græde sit hjerte ud. Savnet, hvor man ikke kan tænke klart, og bare vil ha dem tilbage, og liiige sige en sidste ting eller høre deres stemme en sidste gang. Jeg kan huske min fars måde at rømme sig på, min søster stemme, når hun var irritabel, men jeg kan ikke huske min mors latter.

Min mor grinede meget. Hende og jeg kunne få sindssyge grineflip sammen på trods af de 38 års forskel. Jeg var det sidste, der fik hende til at grine. Alligevel kan jeg ikke huske hende latter. Jeg kan ikke se hendes smil for mig.
Det eneste jeg kan huske helt klart, er den måde hun nussede mig på håndryggen, når vi sad i sofaen. Hvordan hun gang på gang sagde, jeg havde de blødeste hænder i hele verden. Jeg kan se hånden med den store ring, og hendes lakerede negle, der stryger min hånd. Men hendes latter er væk. Vi har grinet meget mere end i vi har nusset. Hvorfor kan jeg så ikke huske hendes latter?

Måske er det det, der gør, jeg savner hendes latter så meget? At jeg mangler den så meget? Fordi jeg ikke kan huske den?

Mangler hende, når jeg er i hendes lejlighed. Jeg plejede at storme ind, råbe “haarrllooo”, tænde for elkedelen, få en skideballe over, jeg ikke havde taget de høje hæle af. Jeg smed min læderjakke over en stoleryg, lynede støvlerne ned, og smed dem under stolen inden jeg fes over til hende i sofaen og kyssede hende.
Det er underligt at være i lejligheden og ikke vide, hun er der. Ikke at få en skideballe over støvlerne og mangler et “åhh ja, vil du ikke lave en kop til mig også? Jeg har krus” når jeg tænder for vandet.

Kort sagt: jeg mangler og savner bare… Fra marv og ben…

you just might get it!!!

Lidt et skod ordsprog. Ligesom kast ikke med bjørne før du har skudt stenen, eller hvad det nu hedder…

Men hvorom alting er, så passer det første altså! Jeg sad oppe hos min hjernedame. En fin, fin pige, der kalder can. psyk eller sådan noget (kan psykologere??) MEN! Jeg sad ihvertfald oppe hos hende, og var lidt pive-agtig, for nuj, hvor ville jeg gerne ha´ en kæreste, en til at sende mig søde sms´er og putte med mig.

Dette var forrige mandag. Og torsdag scorede jeg så en færring på 40 meter. Ikke at han var 40 meter, men jeg havde 40 meter fra druksted til hjemsted. Lidt imponerende, I know. Nogle gange overrasker jeg sgu også mig selv!

Men altså! Færring scoret torsdag. Og søndag begyndte han at kalde mig skat og kalde mig kæreste. Han vil hele tiden putte, kysse, nusse og kigge mig i øjnene og sige “uuhmmmmmm”.

På 4 dage gik jeg fra at være sexet single til at sidde fast i forhold til færring. -nu med vild panikangst, fosterstilling og “SAVE ME”-chanting!

Forholdshunger er nu stukket af sammen med min dømmekraft. Nu kommer vi så til det næste: hvorn faen kommer jeg af med ham?

Jeg mener, hvis det var alle mulige andre, jeg havde fjollet rundt med et par dage, ville jeg bare sende en sms, men ham her går jo og kalder mig kæreste, så skal det være et face to face rendez vous??

Har mest lyst til bare at sende ham en sms, da det jo ikke er mere end det er, men ærlig talt, så er det jo et reelt brake up i hans verden! WHAT TO DO?!

Den tragiske skæbne, nu med uanede sms-evner!