Den tragiske skæbne

Jeg var i Netto. Der er jeg jo sådan set ret ofte. Hvis man har fulgt en lille smule med i min blog, ved man godt, hvad jeg håber på, sker i Netto. Kort update: indkøb, lækker fyr smiler, han har rolex, jeg taber mine appelsiner og vi bliver gift.

Nå, jeg kom fra, jeg var i Netto. Og jeg skulle rent faktisk ha appelsiner! Da jeg havde betalt, og var på vej ud ad butikken, gik nettet op, og der var appelsiner over hele gulvet! Og nej, jeg havde ikke selv revet hul på nettet! Men ihvertfald, var der appelsiner ud over det hele. Jeg bukkede mig ned og begyndte at samle dem op. Og vupti. Så var de alle samlet op. AF MIG! Der kom sgu ingen lækkerbisken med et rolex og hjalp mig. Faktisk syntes folk mere det var irriterende, jeg sku tabe dem lige i deres butik!

Kort sagt; appelsindrømmen er nu gået i opløsning.. Nye drømme må etableres!!

Den tragiske skæbne drømmer videre…..

Mænd, der lyver, snyder og bedrager er idioter! Det ved vi alle. Intet nyt i det. Men nu har jeg fundet en gruppe mænd, der er værre. De reelle!

For lige at definere en reel mand i min verden, så er det ham, der spiller med åbne og ærlige kort. Som højst sandsynligt ikke leder efter den eneste ene, men nyder dit selskab. Ham der fortæller dig, du ser dejlig ud. Men kun når han mener det. Ham der kan li at ligge i ske, som ikke forventer et knald!

Dén fyr, er den værste! Ham der er en gentleman, som behandler pigerne ordentligt. -og så selvom han ikke vil mere med hende!

Hvad blev der af de internationale regler? Kan du li hende, er du sød ved hende. Vil du bare lege med hende, opfører du dig som et fjols?!

Før i tiden var mænd meget lettere at læse. Måske fordi de ikke var mænd, men bare drenge. Men alligevel….
I gamle dage, hvis en fyr ikke var interesseret, lod han være med at svare på sms´er eller lod være med at tage telefonen. Eller endnu bedre: brændte en af!

Nu om dage, svarer de reelle fyre telefonen. De er søde, betænksomme og kan sagtens tale med en i evigheder. De spørger ind til ens dag og andre ting, der sker i ens liv.

Hvorfor skal det være så kompliceret?!

Om jeg ikke bare kunne melde ud, hvordan jeg har det, og efterfølgende spørge dem, hvordan de har det? ALDRIG!

Den tragiske skæbne kaster sig brokkende og fortvivlet ud i den virkelige verden, fyldt med gentlemen!

Forvirret eller bare afhængig af alt det mærkelige?

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Århus. Århus er min hemmelige elsker. Den man aldrig sådan rigtigt kan få, men som man går og drømmer om. Overvejer at tage et semester i Århus, simpelthen bare fordi det er den dejligste by. Jeg er derovre ca. hver anden måned og nyder det i fulde drag. Denne gang var ikke en undtagelse. Og dog.

Tog derover med et smil på læben og er kommet hjem med hovedpine. Hovedpinen over dem alle. TÆNKE hovedpinen. Og tanker vedrørende de der dumme dumme mænd!

Hvordan kan jeg den ene uge (som regel de ulige af slagsen) sidde med hovedet i puden og ikke ha en eneste fyr om mig, og ugen efter være forvirret over, hvilken man skal vælge?!

Ja, Den Vise og jeg knalder ikke andre. Men hvorom alting er, kyssede jeg med en i Århus. En af mine venner for at det ikke skal være løgn. En god, sjov, rar ven. Vi kyssede, puttede, og havde det bare rart. Han holdt mig om taljen, når vi var i byen, tog min hånd når vi gik ned ad gaderne og fjernede mit hår, når det faldt ned i ansigtet.

Og det fik mig til at tænke… Vil jeg nogensinde får det, med Den Vise? Sandsynligheden er meget meget lille. Hvis jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og tænker over det, kan jeg på ingen måde forestille mig Den Vise gøre nogle af delene. Han vil ikke engang overnatte hos mig på trods af, vi har set hinanden (MEGET) on and off i snart 4 måneder.

Kan en fyr, som ikke engang kan sove ved siden af mig, holde mig i hånden ned ad Strøget? Kan en fyr, som ikke kan kysse mig på eget initiativ, holde mig om taljen og kysse mig på en natklub?

Hvorfor kyssede min ven, alt for unge ven mig? Og hvordan kan Den Lille Dreng vide, hvordan han skal behandle mig, når en vis mand på 32 ikke kan finde ud af det? Og hvorfor var han så sød ved mig? Er det rent faktisk muligt for mænd, at gå i seng med deres veninder, bibeholde respekten for dem? Og vil venskabet nogensinde blive det samme igen?

Jeg er i syv sind. Weekenden med forkælelse og mig i fokus, har virkelig sat tankerne i gang. Hvad vil jeg egentlig ha? Kan jeg få det? Og hvad sker der, hvis jeg får det?!

Så nu står jeg her med mærkelig mavefornemmelse. Jeg mener, Den Lille Dreng er super. Men er det forkælelsen eller ham, jeg er tiltrukket af? Og hvad med Den Vise? Er jeg vild med ham, siden jeg kunne kysse med en anden? Og hvad er der egentlig mellem os alle? Et trekantsdrama, der giver mig grå hår!

Den tragiske skæbne kaster sig fortvivlet ud i den virkelig verden!

Efter sidste gang med Den Vise, har jeg ikke kunne ryste ham af mig. Den sidste uge har jeg vimset rundt og ventet på en ”skal vi ses” sms fra ham.
Troede egentlig bare, jeg syntes han var sej. Men sidste lørdag, inviterede han mig og min veninde over til hans fødselsdagsfest. Et skridt jeg synes er stort! Jeg er meget hys, og præsenterer kun dates for venner, hvis der er mere i det, end som så. Jeg hang ud med hans venner og hyggede.
Vi endte på Karriere bar, hvor der var piger, der, selvfølgelig, lagde an på ham. Og så ramte det mig! Tanken om, han sagtens kunne tage med en af dem hjem. Tanken om, han kunne fortælle lige præcis dem, han syntes de var dejlige, havde en fantastisk krop, og han kunne ligge i ske med dem og iagttage dem. Alle de ting, jeg har nydt med ham. Dem havde jeg ikke eneret på! Knuden samlede sig i maven på mig. En stor hård knude.
Normalt har jeg rimelig godt styr på mig selv og mine følelser, men lige der, vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Vendte mig om (læs: drejede et par gange rundt om mig selv) og trissede ud på dansegulvet med et stift smil. Jeg skulle ikke gå ind i den konkurrence. Jeg ville ikke klistre mig op ad ham, og huske ham på, hvad han kunne få et par timer senere.
Endte dog med, han greb fat i mig og hev mig ud på dansegulvet, hvor vi dansede rundt i evigheder. Og ja, det endte skam også med, han, foran sine venner, erklærede morgenfesten for aflyst, da han ville slæbe denne unge dame med hjem! Og det var rart. Uden at kæmpe, havde jeg vundet kampen! FEDT!
Men da jeg tog hjem, tømmermandsramt, kom knuden igen. Knuden af piger, han kunne være sammen med. Kvinderne han kunne gå på date med, og grine sammen med. Om han gør det eller har gjort det? Ja, det vides ikke. Og jeg vil heller ikke vide det!
Nå, besluttede mig for, efter lange dialoger med venner og veninder (man skal jo ha begge sider) om at melde ud. At jeg vil ha helle for kønsdele-showet på banen. Ikke ses mere. Eller mindre. Bare helle for kønsdele…
Dette var desværre ikke en plan, Den Vise var med på. Så nu sidder jeg her og tænker; droppede jeg, eller blev jeg droppet? Og gjorde jeg det overhovedet på den rigtige måde… Ydermere funderer jeg over, om jeg rent faktisk var blevet vild med ham, eller om det var hele det der ”vil ha, hva man ikke kan få”, der har summet….
Er sgu svært at finde ud af sig selv i ny og næ…

Den tragiske skæbne futter ud i verden og leder efter nye dates! Nogle frivillige???

… skulle altså ha en dummeflad!

Loggede på msn i går. Noget som efterhånden er lidt af en sjældenhed. Og vupti! Så var der 7 online fra “Fanklubben. Ja, jeg har en gruppe, der hedder det.

Gruppen indeholder mænd jeg har datet, været kæreste med og sågar også et par stykker, jeg har haft et mere promiskuøst forhold til. Ingen i gruppen ser jeg nu. Har rent faktisk overvejet at slette den, og efter i går, gør jeg det sgu nok også.

Ser i, jeg blev tilbudt karbad og massage af en fyr, jeg ikke har set i over 6 måneder. Han blev lidt fornærmet over, jeg ikke havde overskud til at ses, da min mor var ved at dø og lige efter hun var død. En side af ham, jeg bestemt ikke fandt attraktiv! Var forresten også ham, jeg gik “Walk of shame” fra… Kan i huske den med solbrillerne i regnvejr, champagnegaloppen, da jeg gik forbi Magasin og ikke mindst, min hæl der knækkede foran Metroen klokken “alle skal på arbejde nu”?

Nå, men i hvertfald, måtte jeg forklare ham, jeg ikke vil det løse mere. At hvis jeg skal noget med en gut, skal det være mere fast end et skrald bag Det Kongelige Teater. Det forstod han selvfølgelig ikke, for det havde jo været så hyggeligt sidst. Sidst?! Var det hyggeligt sidst?! Det eneste jeg kan huske, var mig, der styrtede ud ad døren i panik, fordi han hele natten havde prøvet at snige langelængeren ind, og vækkede mig med stort uldent, svampet kys lige på munden. Og med hele tungen! Var dét hygge???

Men altså, hvorfor er der nogle mænd, der ikke fanger “gå nu væk”-delen? Hvorfor kæmper man videre og vil ha en laaaaaaang liste af argumenter for ikke at ses? Og lets face it! Uanset hvor lang den liste er, vil der altid mangle bare én grund!

Hvis en fyr siger til mig, han ikke vil det useriøse mere, og han derfor ikke vil ses mere, accepterer jeg det. Hvorfor er nogle mænd bygget anderledes? En afvisning er en afvisning. Uanset grunden! Just get it!

Den tragiske skæbne bander og svovler videre og mænderne!

Enten eller? Kan man ikke få både og? Eller ingen af delene? Tanker der suser rundt på øverste! Ihvertfald når det gælder boys!

Enten vil de giftes i morgen eller også er de bange for at binde sig. Hva med det i midten? Det stille og rolige, en dag ad gangen halløj? Kan man ikke den slags længere? Skal man defineres efter 3. date?

Nu er jeg (desværre) ikke typen der som sådan, forelsker sig. Derfor er det en ret stor ting, hvis jeg får følelserne i klemme. Og hvornår de kommer i klemme? Jamen det er som regel, når tingene går langsomt. Meget langsomt. Når jeg er pisse sikker, når vi er sammen, og super usikker, når vi er væk fra hinanden… Men den version kender mænderne ikke til i mit liv. De mænd jeg møder, vil gerne holde i hånd i offentligheden ved første rendez vous, præsentere mig for vennerne ugen efter opg forældrene? Jamen dem skal jeg da præsenteres for små 14 dage efter. Og det er jo egentlig meget sødt. Det er jo fordi, de er vilde med mig. Og jeg tar det da også som et kompliment. Bare ikke når jeg ligger i fosterstilling og vil ha space, og endnu en sms tikker ind fra ham!

Så er der ofrene. Dem der er vilde med mig, men bare har så meget modgang i livet. Hele verden er imod dem, uanset, hvor meget de kæmper. Ja, verden er et ondt sted, det kan vi hurtigt blive enige om, men se lige snefnuggene, der leget tagfat i vinden. Se mig, der kiggede forelsket på dig. Gør jeg ikke længere, for nu er du bare røv irriterende!
Og modsætningen til dem? Ja, det må næsten være dem, der skal fortælle, hvor nemt de har det og altid har haft det. Dem, der kan det hele på den halve tid. Uanset hvad du har gjort, kan han gøre det på den halve tid, og dobbelt så godt! Var selvfølgelig ikke dig, der lavede fejl til den sidste eksamen. Jeg er sikker på, du har ret i, spørgsmålene var dårligt formuleret! -og mens du sidder og tænker over, hvor du skal sætte i din multiple choice, så tror jeg sgu, jeg pakker mit habengut og smutter!

Så er der den lidt uhyggelig type. Dem, der sidder på sengekanten og glor på en, mens man sover, fordi de “slet ikke kan forstå en som mig, vil være sammen med en som dem”. Well, det har du så også ødelagt nu, fruit cake! I skal ikke give udtryk for, jeg har scoret under evne. Er en sviner af både jer og ikke mindst mig! Selvfølgelig scorer jeg ikke under evne! Og ja, det kan godt være, jeg er kønnere, sjovere eller klogere end din eks.. Men er ret sikker på, der er noget, hun var bedre til end mig. Og boys? Det gir ikke plus i bogen at svine ekser. Viser kun, hvor nederen i er, når i har brugt så lang tid med hende!

Her er så manualen til piger. Once in a lifetime! Er i klar?

1) det er ikke fedt, hvis i er usikre eller for selvsikre! (som regel dækker den selvtillid over enorm usikkerhed)
-hvil i jer selv. Giver udtryk for selvsikkerhed og selvtillid, mere end noget andet!

2) I skal ikke præsentere os for jeres venner og forældre, som det første. Og slet ikke, hvis i ikke vil noget seriøst med os. Nogle signaler, der hurtigt enten kan give os panic attacks, eller tro, vi er den eneste ene…

3) I skal ikke svine jeres eks. Siger mere om dig end om eksen. Og det er ikke noget vi tænder på.

Vi piger, vi elsker bekræftelse, ikke sandt? Vi elsker at få af vide, vi ser godt ud, har godt humor og en lækker personlighed. Og lidt af de grunde, elsker vi også, når fyre lægger an på os! Med mindre der er venindes, søsterens, morens kæresten, familiemedlemmer eller bedste venner. Point being; generelt kan vi godt li at blive lagt an på.

Vi kan godt li´, når der bliver kigget after os, når vi er i byen. Vi nyder de slet ikke diskrete blikke!

Og jeg tror, vi alle sammen, inderst inde, håber på vores blik mødes med den eneste ene, henover frostgrønt på tilbud. At han bliver så betaget af en, at han simpelthen blir´ NØD til at tage kontakt til én!

Eller endnu bedre! Hvis hanken på indkøbsposen knækker, og der ruller appelsiner ud over hele fortovet (ja ja, jeg ved godt, man køber dem i net, men play a long!) og der kommer en flot fyr løbende og hjælper med at samle dem op. Vi går efter den samme appelsin, og vores hænder mødes. Vi flytter ikke hænderne, men kigger i hinandens øjne, hvorefter pigen (læs: mig) slår blikket genert ned og flytter hånden. Han hjælper med de sidste varer og spørger så, om ikke han skal hjælpe en hjem med varerne. Man takker ja. Og da man står dér ved døren, inviterer man ham op til kaffe (forudsagt man har et ryddeligt, pænt hjem!). Han acceptere. Vi sidder og griner i timevis, og pludselig kigger han på sit rolex, og indser, han skal gå. Men inden da, spørger han efter ens nummer, som han gemmer i inderlommen, mens han blidt giver pigen (læs: stadig mig) et kys på kinden…

Og ja, så dater man, får perfekte børn, og får en LÆKKER villa, arbejder deltid og lever lykkeligt til vores dages ende!

Den tragiske skæbne opdager sine romantiske tendenser, og logger af!

Så er den tragiske skæbne færdig med unge mænd! Der har været 3 af dem, og de alle har været noget HELT for sig selv!

Den ene tog kvælertag på mig, den anden ville ha KÆMPE ting op, hvor solen ikke skinner, og den sidste, som jeg var på date med i tirsdags, fortalte mig, han diller blir` kaldt “Hammerhead” af vennerne!

Er de yngre mænd virkelig så meget anderledes end dem, der liiige er de der 5 år ældre? JA!

De 24-25 årige “mænd” har så travlt med at fortælle, hvad de kan, hvor fantastiske de er, og hvor lidt de egentlig har brug for en. For der er jo massere af andre piger, der ville dø for ti minutter sammen med dem…. Jeg har mest lyst til at ryste dem og råbe “SLAP NU AF!” Du er fin nok som du er! Træk vejret ned i maven og nyd, bare i et øjeblik!

De lidt ældre fyre (læs: de 28-33 årige) slapper mere af. De har ikke behov for, at klappe sig selv på skulderen i tide og utide. De kan nyde, forkæle, slappe af og bare ha det rart! De er lyttende, tålmodige, betænksomme, og ikke mindst: TRAVLE! De har ikke tid til at sende sms´er med smileys og stjerner, og hvad man eller propper i sms´er efterhånden. De skriver når de har lyst til det, og tager tingene stille og roligt, men uden man får fornemmelsen af, de ikke gider en. Og dét er rart!

Kan egentlig også godt være, det er fordi jeg møder de rigtige gamle, og de forkerte unge. Men det er ikke noget, jeg vil tage stilling til, lige nu og her. Nu handler det om, små drenge er dumme, voksne mænd er søde.

Men altså! Det jeg godt kan li ved dem, der er en tand ældre er nok, at de ved, hvad de foretager sig! De har tilegnet sig mere viden om livet, har som regel højere social intelligens og måske bare lidt mere dybde. Og ikke mindst, så har de evnen til at holde styr på mig! De små drenge opfordrer mig til at være vildere og gøre dummere ting!

De unge slæber en med på snuskede barer med billig fadøl. De ældre tager en med ud og drikke cocktails. De unge vil mødes til at “se film”. De ældre går ture med en. De unge mødes man med på shawarmabaren, hvor man deler en bakke fritter. De ældre spiser man gode middage med og nyder et glas vin…

Måske er jeg bare blevet for gammel? Søges: mand i start trediverne, der stadig kan gå i byen som formår at bibeholde dybden!

Den tragiske skæbne funderer videre og smiler til sin næste….

Kender i piger de der mænd, som i lige skal ryste af jer, når i har været sammen med dem?
Sådan har jeg det med Den Vise. Hver gang jeg er sammen med ham, har jeg det fantastisk. Han er så pisse sej, sød, opmærksom, kærlig og alt det andet gode! Og så er der lige den der del, som gør, jeg aldrig kunne være kæreste med ham. Men det er ok. Det er faktisk rart.

Måske er det også noget af det, der gør det så nemt med ham? Der er ikke hele det der ”vi lægger op til kommende forhold” –pres. Det er ukompliceret og lækkert. Vi nyder bare. Har det fantastisk med ham, de timer jeg ser ham hver 2./3. uge. Men det er ikke mere, og det skal ikke være mere!

Det underlige er, at jeg er godt tilfreds med sådan som det er. Men det kan folk (læs: veninderne) ikke forstå. De ved jo, vi har det vidunderligt sammen, så at vi ikke vil mere end det vi har, er fuldstændig udenfor deres verden!

Men skal man egentlig det? Er samfundet virkelig så kæresteliderligt, at man nu ikke engang kan date en fyr og have det helt ok med, det ikke bliver mere. Ikke er mere. Skal der lægges op til et forhold, bygges videre på samværet, og begynde at træffe valg, før det er ok?

Ja, jeg er 26, og oppe i mit hoved, burde jeg vel også til at kigge mig om efter den eneste ene. Men problemet er nok, jeg er for magelig. Jeg har det for godt. Jeg har de mest fantastiske venner omkring mig. De opfylder alle mine krav, på nær lige det der med sex om omsorg. Og det er så der, Den Vise osv., kommer ind i billedet.
Måske handler det i bund og grund om, jeg kan vælge? Jeg kan vælge, hvornår jeg vil have omsorg. Måske er det magten i at være single? En magt, jeg skal give afkald på, hvis jeg kommer i forhold. I forhold, kan du ikke vælge omsorg til og fra. Det er for mange det gode ved at forhold. Men jeg vil selv vælge, hvornår jeg giver og modtager omsorg. Hvornår jeg skal have komplimenter, og ikke mindst, hvornår vi skal have samværet på banen.

Ja, jeg tror egentlig det handler om magten. Magten til at vælge til og fra. Har lidt på fornemmere, at når man er i forhold, skal man opgive den magt!

Ydermere forhindrer man sig selv i, at blive sur og såret over småting. Ting, der ville nage en i et forhold, generer ikke rigtig en, når man har gang i ”laizzes faire”-forholdet. Det gør sgu ikke noget, han ikke kommer forbi i sin brandert og vil spoone. Det gør heller ikke noget, han ikke ringer hver anden dag, at han ikke sender sms´er dagligt. Og ikke mindst: det gør ikke noget, jeg ikke gør det! Selv opmærksomheden kan jeg vælge til og fra!

Men for lige at vende tilbage til hele rystedelen. Hver gang vi ses, har jeg altid glemt, hvor fedt, hyggeligt og bekræftende det er, at være sammen med ham. Han er god til at lade mine batterier op. Og ja ja, dagene efter vi sidst har været sammen, har jeg da også lyst til at skrive til ham. Fordi jeg vil ha det gode. Mere af det. Men så går det op for mig, hvad jeg skal give afkald på, for at få noget, der kun vil være lækkert i starten, inden det bliver en vane. Og så er det lige pludselig ligegyldigt.

Jeg vil kun have alt det gode. Oplevelserne, hvor man smiler, når man tænker tilbage på dem. Jeg er ikke klar til krav, forventninger, den kroniske, mentale omfavnelse. Ikke med mindre det er på mine præmisser i hvert fald.

Den Tragiske skæbne, der hygger videre i sin laizzes faire verden!

you just might get it!!!

Lidt et skod ordsprog. Ligesom kast ikke med bjørne før du har skudt stenen, eller hvad det nu hedder…

Men hvorom alting er, så passer det første altså! Jeg sad oppe hos min hjernedame. En fin, fin pige, der kalder can. psyk eller sådan noget (kan psykologere??) MEN! Jeg sad ihvertfald oppe hos hende, og var lidt pive-agtig, for nuj, hvor ville jeg gerne ha´ en kæreste, en til at sende mig søde sms´er og putte med mig.

Dette var forrige mandag. Og torsdag scorede jeg så en færring på 40 meter. Ikke at han var 40 meter, men jeg havde 40 meter fra druksted til hjemsted. Lidt imponerende, I know. Nogle gange overrasker jeg sgu også mig selv!

Men altså! Færring scoret torsdag. Og søndag begyndte han at kalde mig skat og kalde mig kæreste. Han vil hele tiden putte, kysse, nusse og kigge mig i øjnene og sige “uuhmmmmmm”.

På 4 dage gik jeg fra at være sexet single til at sidde fast i forhold til færring. -nu med vild panikangst, fosterstilling og “SAVE ME”-chanting!

Forholdshunger er nu stukket af sammen med min dømmekraft. Nu kommer vi så til det næste: hvorn faen kommer jeg af med ham?

Jeg mener, hvis det var alle mulige andre, jeg havde fjollet rundt med et par dage, ville jeg bare sende en sms, men ham her går jo og kalder mig kæreste, så skal det være et face to face rendez vous??

Har mest lyst til bare at sende ham en sms, da det jo ikke er mere end det er, men ærlig talt, så er det jo et reelt brake up i hans verden! WHAT TO DO?!

Den tragiske skæbne, nu med uanede sms-evner!