Den tragiske skæbne

Jeg var i Netto. Der er jeg jo sådan set ret ofte. Hvis man har fulgt en lille smule med i min blog, ved man godt, hvad jeg håber på, sker i Netto. Kort update: indkøb, lækker fyr smiler, han har rolex, jeg taber mine appelsiner og vi bliver gift.

Nå, jeg kom fra, jeg var i Netto. Og jeg skulle rent faktisk ha appelsiner! Da jeg havde betalt, og var på vej ud ad butikken, gik nettet op, og der var appelsiner over hele gulvet! Og nej, jeg havde ikke selv revet hul på nettet! Men ihvertfald, var der appelsiner ud over det hele. Jeg bukkede mig ned og begyndte at samle dem op. Og vupti. Så var de alle samlet op. AF MIG! Der kom sgu ingen lækkerbisken med et rolex og hjalp mig. Faktisk syntes folk mere det var irriterende, jeg sku tabe dem lige i deres butik!

Kort sagt; appelsindrømmen er nu gået i opløsning.. Nye drømme må etableres!!

Den tragiske skæbne drømmer videre…..

Forvirret eller bare afhængig af alt det mærkelige?

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Århus. Århus er min hemmelige elsker. Den man aldrig sådan rigtigt kan få, men som man går og drømmer om. Overvejer at tage et semester i Århus, simpelthen bare fordi det er den dejligste by. Jeg er derovre ca. hver anden måned og nyder det i fulde drag. Denne gang var ikke en undtagelse. Og dog.

Tog derover med et smil på læben og er kommet hjem med hovedpine. Hovedpinen over dem alle. TÆNKE hovedpinen. Og tanker vedrørende de der dumme dumme mænd!

Hvordan kan jeg den ene uge (som regel de ulige af slagsen) sidde med hovedet i puden og ikke ha en eneste fyr om mig, og ugen efter være forvirret over, hvilken man skal vælge?!

Ja, Den Vise og jeg knalder ikke andre. Men hvorom alting er, kyssede jeg med en i Århus. En af mine venner for at det ikke skal være løgn. En god, sjov, rar ven. Vi kyssede, puttede, og havde det bare rart. Han holdt mig om taljen, når vi var i byen, tog min hånd når vi gik ned ad gaderne og fjernede mit hår, når det faldt ned i ansigtet.

Og det fik mig til at tænke… Vil jeg nogensinde får det, med Den Vise? Sandsynligheden er meget meget lille. Hvis jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og tænker over det, kan jeg på ingen måde forestille mig Den Vise gøre nogle af delene. Han vil ikke engang overnatte hos mig på trods af, vi har set hinanden (MEGET) on and off i snart 4 måneder.

Kan en fyr, som ikke engang kan sove ved siden af mig, holde mig i hånden ned ad Strøget? Kan en fyr, som ikke kan kysse mig på eget initiativ, holde mig om taljen og kysse mig på en natklub?

Hvorfor kyssede min ven, alt for unge ven mig? Og hvordan kan Den Lille Dreng vide, hvordan han skal behandle mig, når en vis mand på 32 ikke kan finde ud af det? Og hvorfor var han så sød ved mig? Er det rent faktisk muligt for mænd, at gå i seng med deres veninder, bibeholde respekten for dem? Og vil venskabet nogensinde blive det samme igen?

Jeg er i syv sind. Weekenden med forkælelse og mig i fokus, har virkelig sat tankerne i gang. Hvad vil jeg egentlig ha? Kan jeg få det? Og hvad sker der, hvis jeg får det?!

Så nu står jeg her med mærkelig mavefornemmelse. Jeg mener, Den Lille Dreng er super. Men er det forkælelsen eller ham, jeg er tiltrukket af? Og hvad med Den Vise? Er jeg vild med ham, siden jeg kunne kysse med en anden? Og hvad er der egentlig mellem os alle? Et trekantsdrama, der giver mig grå hår!

Den tragiske skæbne kaster sig fortvivlet ud i den virkelig verden!

Efter sidste gang med Den Vise, har jeg ikke kunne ryste ham af mig. Den sidste uge har jeg vimset rundt og ventet på en ”skal vi ses” sms fra ham.
Troede egentlig bare, jeg syntes han var sej. Men sidste lørdag, inviterede han mig og min veninde over til hans fødselsdagsfest. Et skridt jeg synes er stort! Jeg er meget hys, og præsenterer kun dates for venner, hvis der er mere i det, end som så. Jeg hang ud med hans venner og hyggede.
Vi endte på Karriere bar, hvor der var piger, der, selvfølgelig, lagde an på ham. Og så ramte det mig! Tanken om, han sagtens kunne tage med en af dem hjem. Tanken om, han kunne fortælle lige præcis dem, han syntes de var dejlige, havde en fantastisk krop, og han kunne ligge i ske med dem og iagttage dem. Alle de ting, jeg har nydt med ham. Dem havde jeg ikke eneret på! Knuden samlede sig i maven på mig. En stor hård knude.
Normalt har jeg rimelig godt styr på mig selv og mine følelser, men lige der, vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Vendte mig om (læs: drejede et par gange rundt om mig selv) og trissede ud på dansegulvet med et stift smil. Jeg skulle ikke gå ind i den konkurrence. Jeg ville ikke klistre mig op ad ham, og huske ham på, hvad han kunne få et par timer senere.
Endte dog med, han greb fat i mig og hev mig ud på dansegulvet, hvor vi dansede rundt i evigheder. Og ja, det endte skam også med, han, foran sine venner, erklærede morgenfesten for aflyst, da han ville slæbe denne unge dame med hjem! Og det var rart. Uden at kæmpe, havde jeg vundet kampen! FEDT!
Men da jeg tog hjem, tømmermandsramt, kom knuden igen. Knuden af piger, han kunne være sammen med. Kvinderne han kunne gå på date med, og grine sammen med. Om han gør det eller har gjort det? Ja, det vides ikke. Og jeg vil heller ikke vide det!
Nå, besluttede mig for, efter lange dialoger med venner og veninder (man skal jo ha begge sider) om at melde ud. At jeg vil ha helle for kønsdele-showet på banen. Ikke ses mere. Eller mindre. Bare helle for kønsdele…
Dette var desværre ikke en plan, Den Vise var med på. Så nu sidder jeg her og tænker; droppede jeg, eller blev jeg droppet? Og gjorde jeg det overhovedet på den rigtige måde… Ydermere funderer jeg over, om jeg rent faktisk var blevet vild med ham, eller om det var hele det der ”vil ha, hva man ikke kan få”, der har summet….
Er sgu svært at finde ud af sig selv i ny og næ…

Den tragiske skæbne futter ud i verden og leder efter nye dates! Nogle frivillige???

… skulle altså ha en dummeflad!

Loggede på msn i går. Noget som efterhånden er lidt af en sjældenhed. Og vupti! Så var der 7 online fra “Fanklubben. Ja, jeg har en gruppe, der hedder det.

Gruppen indeholder mænd jeg har datet, været kæreste med og sågar også et par stykker, jeg har haft et mere promiskuøst forhold til. Ingen i gruppen ser jeg nu. Har rent faktisk overvejet at slette den, og efter i går, gør jeg det sgu nok også.

Ser i, jeg blev tilbudt karbad og massage af en fyr, jeg ikke har set i over 6 måneder. Han blev lidt fornærmet over, jeg ikke havde overskud til at ses, da min mor var ved at dø og lige efter hun var død. En side af ham, jeg bestemt ikke fandt attraktiv! Var forresten også ham, jeg gik “Walk of shame” fra… Kan i huske den med solbrillerne i regnvejr, champagnegaloppen, da jeg gik forbi Magasin og ikke mindst, min hæl der knækkede foran Metroen klokken “alle skal på arbejde nu”?

Nå, men i hvertfald, måtte jeg forklare ham, jeg ikke vil det løse mere. At hvis jeg skal noget med en gut, skal det være mere fast end et skrald bag Det Kongelige Teater. Det forstod han selvfølgelig ikke, for det havde jo været så hyggeligt sidst. Sidst?! Var det hyggeligt sidst?! Det eneste jeg kan huske, var mig, der styrtede ud ad døren i panik, fordi han hele natten havde prøvet at snige langelængeren ind, og vækkede mig med stort uldent, svampet kys lige på munden. Og med hele tungen! Var dét hygge???

Men altså, hvorfor er der nogle mænd, der ikke fanger “gå nu væk”-delen? Hvorfor kæmper man videre og vil ha en laaaaaaang liste af argumenter for ikke at ses? Og lets face it! Uanset hvor lang den liste er, vil der altid mangle bare én grund!

Hvis en fyr siger til mig, han ikke vil det useriøse mere, og han derfor ikke vil ses mere, accepterer jeg det. Hvorfor er nogle mænd bygget anderledes? En afvisning er en afvisning. Uanset grunden! Just get it!

Den tragiske skæbne bander og svovler videre og mænderne!

Hjertet banker, hænderne ryster, og det føles som om der bor 50 mænd i maven, der danser en omgang river dance. Nej, jeg er ikke forelsket (og hvis jeg er, ville jeg slet ikke skrive om det her!)…

Jeg er nervøs. Jeg er nervøs, usikker og bare et rædderligt syn! Som del i sygeplejeuddannelsen skal vi i klinik. Det er egentlig en praktik, men i vores verden hedder det altså klinik i stedet for praktik!

Nå, men pointen er, at jeg skal i dag, for første gang i 13 måneder, ud til patienter og finde min viden frem. En viden, jeg frygter, er forsvundet!

Hvordan kan man gå fra at være selvsikker, super skarp og lynende hurtig, til at blive nervøs, usikker og på grænsen til at sjatpisse i krogene af dårlige nerver? Hvorfor bliver jeg hende, der griner underligt, ikke fanger jokes, og bare står med hænderne slapt ned ad siden og formodentlig laver masser af fejl?

Selvtilliden er som en 16-årigs. Jeg prøver tøj en milliard gange, er bekymret for min frisure osv osv. Egentlig ret sært, når jeg rammer plet med tøjet til hverdag, og aldrig skifter tøj mere end en gang. Men det gør jeg nu! Har taget alt mit tøj ud ad skabet. Det ligger og flyder udover hele gulvet. Jeg skal ud ad døren om ti. -med rystende hænder!

Den tragiske skæbne er gået fra 26 til 16 på mindre end et døgn!

Kryds fingre and wish me luck!

Så er jeg i gang igen. Stadig med laser! Denne gang er det dog lidt anderledes! Ser I, der er skruet mere op for styrken (som hun sagde, sku jeg jo ha noget for pengene)! Ligner stadig en blanding mellem et brandsårsoffer og Jimmy Jørgensen! Men eftersom der blev skruet op for styrken, skal jeg jo også smøre mig med diverse cremer. Cremer der får huden til at væske en smule. Generelt vil man mene, det er en dårlig ting. Men ikke når man, som mig, skal med morgenbussen! På trods af bussen var helt tætpakket, havde jeg stadig to sæder helt for mig selv! Der var ikke en eneste, der turde sætte sig ved siden af mig!!! Holdt selvfølgelig sædet ledigt. Just in case. Men ikke en eneste satte sig. Til gengæld fik jeg mange pædagogiske “jeg føler virkelig med dig”-blikke af diverse “smarte” midaldrende kvinder. Men de turde stadig ikke sætte sig!

Kom så ud på skolen, hvilket egentlig var ret grænseoverskridende, nu hvor jeg har holdt mig hjemme efter laser de andre gange. Nå, men møder nogle fra min gamle klasse… De glor bare. Står og taler med/til mig, men de nævner det ikke. Kigger kun undersøgende på mig… Det ser jo slemt ud. Og præcis derfor, burde man da netop spørge! Det skal ikke være tabu at se lidt funky ud! Er ti gange federe at blive spurgt, og så kan begge parter have noget at forholde sig til, fremfor man begge går derfra med en sær fornemmelse i maven!

Men hvorfor faen er det tabu? Hvorfor kan man ikke bare spørge “hva har du lavet”? Jeg mener, selv hvis det vart en ulykke eller lignende, så kan man jo godt komme med en forklaring. Alle ved jo, hvorfor der bliver kigget!

Det mest befriende var IT-supporteren her på skolen (ikke fordi der er noget galt med min mac!). Hun kiggede på mig, smilede, og spurgte hvad jeg havde lavet! Det var så rart! Så ku jeg komme med en løgner eller, som jeg gjorde, fortælle sandheden! Længere er den jo ikke..

Og nu hvor jeg sidder her og spiller hellig, kan jeg lige så godt indrømme, jeg suser hjem under dynen og begraver mig efter undervisningen.. Kan godt være, jeg ikke har noget imod folk spørger, men har godt nok noget imod blikkene!

Jeg har set min mor og søster dø. Tanken har ikke strejfet mig, før min søsters veninde sagde det højt. Det er jo ikke nyheder. Jeg ved det jo godt. Men ordene. At have set familien dø. Det lyder voldsomt. Det ER voldsomt. Tror først, det er nu, jeg har forstået, hvor voldsomt det er.

Jeg bliver nærmest helt paralyseret, når jeg siger det. Når jeg læser det. Når jeg skriver det. Men armene ned langs siden, kigger jeg på skærmen. ”Jeg har set min mor og søster dø”. Jeg har set dem give slip på livet. Jeg gav sågar både min søster og min mor lov til at dø. Jeg opmuntrede dem lige frem til at give slip på livet.
Spørgsmålet er bare, om jeg kan leve med det. Kan jeg leve med, at have set min mor og søster dø? Da min far døde, for 8 år siden, gav jeg også ham lov til at dø. Lov til at give slip. Og jeg kom videre. Men kan man komme videre, når det er to så tæt på hinanden? Der var præcis 2 måneder imellem deres begravelser. Min mor og min søster. Jeg så dem dø. Jeg gav dem lov til det.

Tankerne kan ikke finde på plads i mit hoved. I morges vågnede jeg af, jeg så forløbet med mor for mine øjne. Jeg så, hvordan jeg holdt mor i hånden, og gav hende lov til at dø. Jeg sagde det én gang. Og det var den dag, hvor hun døde. Jeg faldt i søvn med hendes hånd i min. Jeg vågnede af, hun ikke trak vejret længere. Mit hjerte bankede hurtigere. Adrenalinen susede rundt i mine blodbaner. Jeg vågnede op alene. Nu uden min mor. Hun lå død ved siden af mig. Jeg ringede til nattevagten, der ville vide, hvorfor han skulle komme derned. Jeg kunne ikke få ordene over mine læber. Jeg sad i skrædderstilling i min ternede pyjamas og holdt min mor i hånden. Jeg tjekkede hendes puls. Jeg lyttede efter hendes vejrtrækning. Begge dele manglede. Min mor var død. Nattevagten kom ned til mig. Jeg passede på min mor. Fortalte, jeg havde tjekket for tegn på liv. Jeg havde brug for at være sygeplejerske et øjeblik. Jeg tog tøj på, og gik udenfor i kulden. Sad med min telefon, en cigaret og en kop kaffe. Jeg stirrede bare på telefonen. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg skrev en sms. At hun var sovet ind. Jeg havde brug for at skrive det. At fortælle det. Det var så uvirkeligt. Det er det stadig.

Jeg har ingen mor længere. Jeg har heller ingen far. Eller søstre. Jeg har set dem alle dø.

Min søsters død var anderledes. Jeg havde boet på hospitalet sammen med hende. Der blev ringet rundt, da tiden var ved at være inde. Vi alle var samlet på stuen. Min mor lånte min seng, og vi lå i den sammen. Jeg lå med hovedet på min mors arm. Hun aede mig over håret, til jeg faldt i søvn. Charlotte holdt op med at trække vejret med alle hun elskede, omkring sig. -sovende. Mor vækkede mig, og sagde, at nu var det sket. Jeg blev sur over, hun ikke havde vækket mig før. Så græd jeg. Tårerne kom trillende. De løb ned ad kinderne på mig, men ingen lyd. Jeg puttede mig ind til mor og græd. Det var sidste gang, min mor trøstede mig. Holdt om mig. Passede på mig. Det var sidste gang, jeg var datter.

Den sidste gang, jeg var datter, var da min søster døde. Nu er jeg hverken datter eller søster. Jeg er moster, niece og kusine. De to vigtigste titler er blevet strøget.

Jeg ved godt, det egentlig bare er titler. Men hva nu? Hvad er jeg nu? Hvem er jeg nu? Jeg er hende der smiler og griner igen. Jeg er hende, der kan pludrer om drenge og andet ligegyldigt. Men så rammer virkeligheden mig og filmen knækker.

Hver gang på en ny måde, over nye ting.

you just might get it!!!

Lidt et skod ordsprog. Ligesom kast ikke med bjørne før du har skudt stenen, eller hvad det nu hedder…

Men hvorom alting er, så passer det første altså! Jeg sad oppe hos min hjernedame. En fin, fin pige, der kalder can. psyk eller sådan noget (kan psykologere??) MEN! Jeg sad ihvertfald oppe hos hende, og var lidt pive-agtig, for nuj, hvor ville jeg gerne ha´ en kæreste, en til at sende mig søde sms´er og putte med mig.

Dette var forrige mandag. Og torsdag scorede jeg så en færring på 40 meter. Ikke at han var 40 meter, men jeg havde 40 meter fra druksted til hjemsted. Lidt imponerende, I know. Nogle gange overrasker jeg sgu også mig selv!

Men altså! Færring scoret torsdag. Og søndag begyndte han at kalde mig skat og kalde mig kæreste. Han vil hele tiden putte, kysse, nusse og kigge mig i øjnene og sige “uuhmmmmmm”.

På 4 dage gik jeg fra at være sexet single til at sidde fast i forhold til færring. -nu med vild panikangst, fosterstilling og “SAVE ME”-chanting!

Forholdshunger er nu stukket af sammen med min dømmekraft. Nu kommer vi så til det næste: hvorn faen kommer jeg af med ham?

Jeg mener, hvis det var alle mulige andre, jeg havde fjollet rundt med et par dage, ville jeg bare sende en sms, men ham her går jo og kalder mig kæreste, så skal det være et face to face rendez vous??

Har mest lyst til bare at sende ham en sms, da det jo ikke er mere end det er, men ærlig talt, så er det jo et reelt brake up i hans verden! WHAT TO DO?!

Den tragiske skæbne, nu med uanede sms-evner!

“Man ser det kun når man står HELT tæt på, ellers ser mand et ikke”, sagde den kære Banan, dagen efter jeg havde været i kyndig behandling. Hvis nogen er i tvivl, så løj hun!

Jeg ligner et offer for hustruvold, der lige har haft kinder en tand for tæt på kogeplader, og hvis eneste forsvar er: “det er min egen skyld, jeg skulle bare ha taget opvasken inden han kom hjem”…

“Jeg kender dig, så jeg lægger ikke mærke til det” sagde min anden veninde. Dette var 10 min før en cyklist ramte kantstenen fordi hun skulle kigge efter mig!

Siden tidernes morgen (eller 98) har jeg været hardcore akne ramt. Her taler vi ikke “uf for den da en slemmert i panden”, men mean mother fucker, som vækker en om natten med sin snorken. Gange 50. Der var ikke én i ny og næ, men havde mellem 10 og 15 dagligt, der liiiige skulle under kyndig behandling.
Denne selvtortur har selvfølgelig forårsaget lidt lækre ar hist og pist. KUN in tha face, heldigvis. Men alligevel.

Jeg besluttede at enough var enough, så jeg bestilte tid til lidt lækker laser. Havde fået af vide, det gjorde dødsondt, så jeg var helt hypet op, hyperventilerede, havde blå blink for øjnene, og syntes der var 3 sygeplejerske.

ZAP! -og så var det dét. Blev egentlig lidt skuffet. Nu havde jeg gearet mig helt op til en smerte, der ville få folk i Guantanamo til at bryde sammen og tilstå alt, og så var det bare sådan et sissy zap…

Men efterfølgende er faktisk værre. Folks blikke på gaden. Folk stopper bare op og glor direkte på en! Selvfølgelig er der også dem, der lurer ud ad øjenkrogen, men på kun 450 m var der 7 personer, der deciderede stoppede op og gloede på mig. Følte mig virkelig som en spedalsk!

Har nu fundet en kur mod blikkene. Skal se sådan her ud i 10 dage mere, så har jeg 8 lækre dage, og så gør de det fandme ved mig igen!!! Men altså! Kuren! Hver gang folk kigger intenst på mig, sender jeg dem et sulten blik, og slikker mig om munden!

Og det man liiiige skal ha i baghovedet er, at det kan godt være, jeg er så grim, at jeg er misundelig på Prins Ingolf og hans look, men om mindre end 3 måneder, er jeg ho DØDS hot! Så alle dem, der glor af nysgerrighed og væmmelse nu, de glor af misundelse i fremtiden! Luner lidt nede i maven!

Den forbrændte og tragiske skæbne klukker videre for sig selv….

eller bare en klassisk pige, med for meget tid til overs?

De sidste par måneder har tankerne kørt på 180 og alt er blevet overanalyseret.
Dette gælder selvfølgelig også mænd!

Er begyndt at se en (til en forandring), men det er det heeeeeelt slow! Her taler vi ikke engang om ugen, men nærmere 2-3 gange om MÅNEDEN!

Og istedet for at tænke: “han er jo travl. -det siger han selv”, sidder jeg herhjemme med levende lys, bløde puder og tænker “han gider mig ikke. Jeg er bare en fra flokken”.

Og når månedens mand så endelig kontakter mig, svarer jeg 1 time for tidligt og tvivler på hans intentioner. Er det bare fordi han lige kedet sig lidt og tænkte han hellere lige måtte gøre den tragiske skæbne blød i knæene, så hun er klar til en ensom aften.

Jeg kan slet ikke læse mig selv længere! Før i tiden (læs: for 3 måneder siden) kunne jeg læse mig selv som en åben bog (det bildte jeg ihvertfald mig selv ind, men nu tvivler jeg på mine egne tanker, meninger og følelser, og min gut feeling er ganz verswunden!

Sig mig engang: hva faen foregår her???

Glæder mig til studiestart, så jeg ikke har al den tænketid, men er for stresset til at tage ting for andet end det er!

Den tragiske skæbne analyserer sig nu i søvn!