Den tragiske skæbne

Mænd, der lyver, snyder og bedrager er idioter! Det ved vi alle. Intet nyt i det. Men nu har jeg fundet en gruppe mænd, der er værre. De reelle!

For lige at definere en reel mand i min verden, så er det ham, der spiller med åbne og ærlige kort. Som højst sandsynligt ikke leder efter den eneste ene, men nyder dit selskab. Ham der fortæller dig, du ser dejlig ud. Men kun når han mener det. Ham der kan li at ligge i ske, som ikke forventer et knald!

Dén fyr, er den værste! Ham der er en gentleman, som behandler pigerne ordentligt. -og så selvom han ikke vil mere med hende!

Hvad blev der af de internationale regler? Kan du li hende, er du sød ved hende. Vil du bare lege med hende, opfører du dig som et fjols?!

Før i tiden var mænd meget lettere at læse. Måske fordi de ikke var mænd, men bare drenge. Men alligevel….
I gamle dage, hvis en fyr ikke var interesseret, lod han være med at svare på sms´er eller lod være med at tage telefonen. Eller endnu bedre: brændte en af!

Nu om dage, svarer de reelle fyre telefonen. De er søde, betænksomme og kan sagtens tale med en i evigheder. De spørger ind til ens dag og andre ting, der sker i ens liv.

Hvorfor skal det være så kompliceret?!

Om jeg ikke bare kunne melde ud, hvordan jeg har det, og efterfølgende spørge dem, hvordan de har det? ALDRIG!

Den tragiske skæbne kaster sig brokkende og fortvivlet ud i den virkelige verden, fyldt med gentlemen!

Forvirret eller bare afhængig af alt det mærkelige?

Jeg er lige kommet hjem fra en tur til Århus. Århus er min hemmelige elsker. Den man aldrig sådan rigtigt kan få, men som man går og drømmer om. Overvejer at tage et semester i Århus, simpelthen bare fordi det er den dejligste by. Jeg er derovre ca. hver anden måned og nyder det i fulde drag. Denne gang var ikke en undtagelse. Og dog.

Tog derover med et smil på læben og er kommet hjem med hovedpine. Hovedpinen over dem alle. TÆNKE hovedpinen. Og tanker vedrørende de der dumme dumme mænd!

Hvordan kan jeg den ene uge (som regel de ulige af slagsen) sidde med hovedet i puden og ikke ha en eneste fyr om mig, og ugen efter være forvirret over, hvilken man skal vælge?!

Ja, Den Vise og jeg knalder ikke andre. Men hvorom alting er, kyssede jeg med en i Århus. En af mine venner for at det ikke skal være løgn. En god, sjov, rar ven. Vi kyssede, puttede, og havde det bare rart. Han holdt mig om taljen, når vi var i byen, tog min hånd når vi gik ned ad gaderne og fjernede mit hår, når det faldt ned i ansigtet.

Og det fik mig til at tænke… Vil jeg nogensinde får det, med Den Vise? Sandsynligheden er meget meget lille. Hvis jeg læner mig tilbage, lukker øjnene og tænker over det, kan jeg på ingen måde forestille mig Den Vise gøre nogle af delene. Han vil ikke engang overnatte hos mig på trods af, vi har set hinanden (MEGET) on and off i snart 4 måneder.

Kan en fyr, som ikke engang kan sove ved siden af mig, holde mig i hånden ned ad Strøget? Kan en fyr, som ikke kan kysse mig på eget initiativ, holde mig om taljen og kysse mig på en natklub?

Hvorfor kyssede min ven, alt for unge ven mig? Og hvordan kan Den Lille Dreng vide, hvordan han skal behandle mig, når en vis mand på 32 ikke kan finde ud af det? Og hvorfor var han så sød ved mig? Er det rent faktisk muligt for mænd, at gå i seng med deres veninder, bibeholde respekten for dem? Og vil venskabet nogensinde blive det samme igen?

Jeg er i syv sind. Weekenden med forkælelse og mig i fokus, har virkelig sat tankerne i gang. Hvad vil jeg egentlig ha? Kan jeg få det? Og hvad sker der, hvis jeg får det?!

Så nu står jeg her med mærkelig mavefornemmelse. Jeg mener, Den Lille Dreng er super. Men er det forkælelsen eller ham, jeg er tiltrukket af? Og hvad med Den Vise? Er jeg vild med ham, siden jeg kunne kysse med en anden? Og hvad er der egentlig mellem os alle? Et trekantsdrama, der giver mig grå hår!

Den tragiske skæbne kaster sig fortvivlet ud i den virkelig verden!

Efter sidste gang med Den Vise, har jeg ikke kunne ryste ham af mig. Den sidste uge har jeg vimset rundt og ventet på en ”skal vi ses” sms fra ham.
Troede egentlig bare, jeg syntes han var sej. Men sidste lørdag, inviterede han mig og min veninde over til hans fødselsdagsfest. Et skridt jeg synes er stort! Jeg er meget hys, og præsenterer kun dates for venner, hvis der er mere i det, end som så. Jeg hang ud med hans venner og hyggede.
Vi endte på Karriere bar, hvor der var piger, der, selvfølgelig, lagde an på ham. Og så ramte det mig! Tanken om, han sagtens kunne tage med en af dem hjem. Tanken om, han kunne fortælle lige præcis dem, han syntes de var dejlige, havde en fantastisk krop, og han kunne ligge i ske med dem og iagttage dem. Alle de ting, jeg har nydt med ham. Dem havde jeg ikke eneret på! Knuden samlede sig i maven på mig. En stor hård knude.
Normalt har jeg rimelig godt styr på mig selv og mine følelser, men lige der, vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Vendte mig om (læs: drejede et par gange rundt om mig selv) og trissede ud på dansegulvet med et stift smil. Jeg skulle ikke gå ind i den konkurrence. Jeg ville ikke klistre mig op ad ham, og huske ham på, hvad han kunne få et par timer senere.
Endte dog med, han greb fat i mig og hev mig ud på dansegulvet, hvor vi dansede rundt i evigheder. Og ja, det endte skam også med, han, foran sine venner, erklærede morgenfesten for aflyst, da han ville slæbe denne unge dame med hjem! Og det var rart. Uden at kæmpe, havde jeg vundet kampen! FEDT!
Men da jeg tog hjem, tømmermandsramt, kom knuden igen. Knuden af piger, han kunne være sammen med. Kvinderne han kunne gå på date med, og grine sammen med. Om han gør det eller har gjort det? Ja, det vides ikke. Og jeg vil heller ikke vide det!
Nå, besluttede mig for, efter lange dialoger med venner og veninder (man skal jo ha begge sider) om at melde ud. At jeg vil ha helle for kønsdele-showet på banen. Ikke ses mere. Eller mindre. Bare helle for kønsdele…
Dette var desværre ikke en plan, Den Vise var med på. Så nu sidder jeg her og tænker; droppede jeg, eller blev jeg droppet? Og gjorde jeg det overhovedet på den rigtige måde… Ydermere funderer jeg over, om jeg rent faktisk var blevet vild med ham, eller om det var hele det der ”vil ha, hva man ikke kan få”, der har summet….
Er sgu svært at finde ud af sig selv i ny og næ…

Den tragiske skæbne futter ud i verden og leder efter nye dates! Nogle frivillige???

Hjertet banker, hænderne ryster, og det føles som om der bor 50 mænd i maven, der danser en omgang river dance. Nej, jeg er ikke forelsket (og hvis jeg er, ville jeg slet ikke skrive om det her!)…

Jeg er nervøs. Jeg er nervøs, usikker og bare et rædderligt syn! Som del i sygeplejeuddannelsen skal vi i klinik. Det er egentlig en praktik, men i vores verden hedder det altså klinik i stedet for praktik!

Nå, men pointen er, at jeg skal i dag, for første gang i 13 måneder, ud til patienter og finde min viden frem. En viden, jeg frygter, er forsvundet!

Hvordan kan man gå fra at være selvsikker, super skarp og lynende hurtig, til at blive nervøs, usikker og på grænsen til at sjatpisse i krogene af dårlige nerver? Hvorfor bliver jeg hende, der griner underligt, ikke fanger jokes, og bare står med hænderne slapt ned ad siden og formodentlig laver masser af fejl?

Selvtilliden er som en 16-årigs. Jeg prøver tøj en milliard gange, er bekymret for min frisure osv osv. Egentlig ret sært, når jeg rammer plet med tøjet til hverdag, og aldrig skifter tøj mere end en gang. Men det gør jeg nu! Har taget alt mit tøj ud ad skabet. Det ligger og flyder udover hele gulvet. Jeg skal ud ad døren om ti. -med rystende hænder!

Den tragiske skæbne er gået fra 26 til 16 på mindre end et døgn!

Kryds fingre and wish me luck!

Efter 7 benhårde måneder, er jeg blevet mig selv igen. Hende der ikke brokker sig og sover til kl 13 hver dag. Jeg vågner af mig selv på denne tid (læs: 7.30). Simpelthen fordi jeg ikke kan sove længere! Og det er FANTASTISK!

Overskuddet og glæden ved livet er kommet tilbage! Og lige i hælene kommer det seje savn! Det savn, som man smiler af. Fx. da jeg gik rundt i San Franciscos gader med en Starbucks grande latte, med solbriller på og god musik i ørerne. Vandrede rundt i solskinnet. Blev væk, fandt tilbage og blev væk igen. Savnede at ringe til Mor og Søster og sige: “JEG ELSKER DETTE STED!”

Jeg har indset, at livet er for kort til, at brokke sig. Her mener jeg selvfølgelig at brokke sig på brokkemåden. Ikke at brokke sig med smil på læben. Pick your battles. Et motto som jeg har overtaget fra min søster. Lige som jeg overtaget hendes mission i livet.

Lige inden det gik helt galt med hende, ringede hun til mig en sen aften, og fortalte mig, hvor højt hun elskede mig. Faktisk begyndte hun at græde, fordi hun elskede mig så højt. En samtale, der virkelig rørte mig. Hun fortalte mig i samme samtale, at hendes mission i livet havde været “at give og modtage kærlighed”. En mission hun gav videre til mig. Denne mission har jeg taget til mig. Jeg har modtaget så meget kærlighed de sidste 7 måneder. Nu er det min tur til at give. Det er min tur til at være den rummelige, den betænksomme, den kærlige og ikke mindst den omsorgsfulde.

Jeg vil leve for min søsters mission. Jeg vil tage imod kærligheden uden at stille spørgsmål. Uden at negligere den og føle mig nødsaget til at give den tilbage. Jeg vil give den ubetingede kærlighed.

Førstnævnte er dog det sværeste. At modtage kærlighed. At sidde dér, midt i det hele, med åbne arme og bare sige tak. Men jeg vil gøre det. Jeg vil ihvertfald gøre forsøget. Den kærlighed jeg får, er den kærlighed dem omkring mig, mener jeg skal ha. De mener jeg fortjener den. Og så må jeg jo tage imod den. Lige som med en gave. Uforventede gaver siger vi altid “ej, den kan jeg ikke tage imod” inden vi får den stukket i hænderne. Fra nu af, vil jeg smile, hive gaven til mig, flå papiret af, og bare smile og takke!

Den tragiske skæbne fuld af indsigt, trisser smilende og fuld af kærlighed, ud i verden!

Så er den tragiske skæbne færdig med unge mænd! Der har været 3 af dem, og de alle har været noget HELT for sig selv!

Den ene tog kvælertag på mig, den anden ville ha KÆMPE ting op, hvor solen ikke skinner, og den sidste, som jeg var på date med i tirsdags, fortalte mig, han diller blir` kaldt “Hammerhead” af vennerne!

Er de yngre mænd virkelig så meget anderledes end dem, der liiige er de der 5 år ældre? JA!

De 24-25 årige “mænd” har så travlt med at fortælle, hvad de kan, hvor fantastiske de er, og hvor lidt de egentlig har brug for en. For der er jo massere af andre piger, der ville dø for ti minutter sammen med dem…. Jeg har mest lyst til at ryste dem og råbe “SLAP NU AF!” Du er fin nok som du er! Træk vejret ned i maven og nyd, bare i et øjeblik!

De lidt ældre fyre (læs: de 28-33 årige) slapper mere af. De har ikke behov for, at klappe sig selv på skulderen i tide og utide. De kan nyde, forkæle, slappe af og bare ha det rart! De er lyttende, tålmodige, betænksomme, og ikke mindst: TRAVLE! De har ikke tid til at sende sms´er med smileys og stjerner, og hvad man eller propper i sms´er efterhånden. De skriver når de har lyst til det, og tager tingene stille og roligt, men uden man får fornemmelsen af, de ikke gider en. Og dét er rart!

Kan egentlig også godt være, det er fordi jeg møder de rigtige gamle, og de forkerte unge. Men det er ikke noget, jeg vil tage stilling til, lige nu og her. Nu handler det om, små drenge er dumme, voksne mænd er søde.

Men altså! Det jeg godt kan li ved dem, der er en tand ældre er nok, at de ved, hvad de foretager sig! De har tilegnet sig mere viden om livet, har som regel højere social intelligens og måske bare lidt mere dybde. Og ikke mindst, så har de evnen til at holde styr på mig! De små drenge opfordrer mig til at være vildere og gøre dummere ting!

De unge slæber en med på snuskede barer med billig fadøl. De ældre tager en med ud og drikke cocktails. De unge vil mødes til at “se film”. De ældre går ture med en. De unge mødes man med på shawarmabaren, hvor man deler en bakke fritter. De ældre spiser man gode middage med og nyder et glas vin…

Måske er jeg bare blevet for gammel? Søges: mand i start trediverne, der stadig kan gå i byen som formår at bibeholde dybden!

Den tragiske skæbne funderer videre og smiler til sin næste….

Sidder her en lørdag morgen, og smiler. Ikke fordi klokken er lidt over 5 og jeg ikke kunne sove mere. Slet ikke! Heller ikke fordi jeg begynder i skole igen på mandag. Men fordi mit overskud er kommet helt tilbage! Den tragiske skæbne er blevet sig selv igen!

Hun er begyndt at gå i panik over skridtkløe, som slet ikke er svamp, men manglende barbering (igen)! Hun synes endnu engang, at drenge er det sjoveste legetøj i verden og at makeup er SÅ undervurderet! Hun er sågar begyndt at bruge hele sin SU på tøj og sko igen, og ja, hendes telefonregning er begyndt at runde de 800 om måneden!

De tætsiddende bluser er fundet frem igen. Det samme med Scissor Sisters album. Har ikke lyst til at smile, grine og danse længere. Hun gør det bare! Hun tar sig i at tænke positivt, og ikke længere pive og brokke sig så meget! Whats up with that?!

Nu mangler jeg bare de sidste par punkter på listen:

1) Vædde en flaske whisky med lægen om, hvorvidt jeg har kønssygdomme eller ej. Han sætter altid flasken på 0 af slagsen. -og vinder. DAMN IT!

2) Sanseløse drukture med dans på bordene, uddeling af numre (til de 5 mest uattraktive på klubben) og at kysse med fremmede mænd, fremme steder (i byen, ikke på kroppen).

3) Gå mere med hat og ryge mindre!

4) Droppe det der natdatinglir, som alligevel ikke virker!

5) Fjerne den grå neglelak og skifte den ud med pangfarver!

6) Brug sin pick up line mere forsigtigt og med glimt i øjet! (En tier på, jeg kan ha begge dine boller i munden og fløjte nationalsangen).

Er SÅ skønt at gå i bad DAGLIGT, bevæge foden i takt til P3´s lækre rytmer, ubevidst, og ikke mindst at rydde op sådan nogenlunde regelmæssigt!

Kort sagt: alt er begyndt at køre på skinner igen! Og jeg elsker det!

Den tragiske skæbne, der nu overtager verdensherredømmet!

Så sidder man her med uglet hår, sweatshirt fra San francisco, morgenkaffe og STORT smil på læben!

Jeg er ved at blive mig selv igen! Har sorteret gamle papirer, skal ha ryddet op på skrivebordet, står tidligt op og nu går jeg sgu også i bad hver dag! Og hvor er det fedt! Tar mig selv i at smile for mig selv, mindes på den fede måde og bare ha det godt. Det er så fedt!!!

Selvom jeg stadig får laser i hele skærmen, faldet 1,5 etage ned ad mine trapper og er indehaver af nu overstået rodbehandling, er livet bare fedt! Dels fordi jeg har fået verdens sejeste tandlæge, og dels fordi min verden fungerer igen. Min verden virker!!!
Tar mig selv i at tænke positivt!

Ex 1: Faldt ned ad trappen og tabte min Iphone. Istedet for at blive irriteret og gal over, hvor glat den dumme trappe er, rejste jeg mig op, ømmede mig, tjekkede min telefon, og glædet mig over, den ikke var gået i stykker, og jeg kunne gå uden de største smerter!

Ex 2: Den nye tandlæge, som er så sød, god og rar, holder op her d. 1. Ærgrer mig selvfølgelig, men føler ikke mindre tillid til ham, men i stedet får jeg tandarbejdet overstået hurtigst muligt, og glæder mig over, det snart er overstået!

Det er så rart at have den gamle tankegang tilbage igen. Jeg gør det ikke engang med vilje! Det er som om der er en, der har hældt Uhmmmm grød op på min tallerken og ikke lader mig gå, før det hele er spist! Jeg tænker ikke engang over, jeg er blevet så positiv. Jeg gør det ikke engang med vilje!! Jeg er bare en happy lille camper uden nogen egentlig grund. Og det er skønt!!!

Den tragiske skæbne danser smilende ud i den virkelig verden og fniser for sig selv!

Jeg har set min mor og søster dø. Tanken har ikke strejfet mig, før min søsters veninde sagde det højt. Det er jo ikke nyheder. Jeg ved det jo godt. Men ordene. At have set familien dø. Det lyder voldsomt. Det ER voldsomt. Tror først, det er nu, jeg har forstået, hvor voldsomt det er.

Jeg bliver nærmest helt paralyseret, når jeg siger det. Når jeg læser det. Når jeg skriver det. Men armene ned langs siden, kigger jeg på skærmen. ”Jeg har set min mor og søster dø”. Jeg har set dem give slip på livet. Jeg gav sågar både min søster og min mor lov til at dø. Jeg opmuntrede dem lige frem til at give slip på livet.
Spørgsmålet er bare, om jeg kan leve med det. Kan jeg leve med, at have set min mor og søster dø? Da min far døde, for 8 år siden, gav jeg også ham lov til at dø. Lov til at give slip. Og jeg kom videre. Men kan man komme videre, når det er to så tæt på hinanden? Der var præcis 2 måneder imellem deres begravelser. Min mor og min søster. Jeg så dem dø. Jeg gav dem lov til det.

Tankerne kan ikke finde på plads i mit hoved. I morges vågnede jeg af, jeg så forløbet med mor for mine øjne. Jeg så, hvordan jeg holdt mor i hånden, og gav hende lov til at dø. Jeg sagde det én gang. Og det var den dag, hvor hun døde. Jeg faldt i søvn med hendes hånd i min. Jeg vågnede af, hun ikke trak vejret længere. Mit hjerte bankede hurtigere. Adrenalinen susede rundt i mine blodbaner. Jeg vågnede op alene. Nu uden min mor. Hun lå død ved siden af mig. Jeg ringede til nattevagten, der ville vide, hvorfor han skulle komme derned. Jeg kunne ikke få ordene over mine læber. Jeg sad i skrædderstilling i min ternede pyjamas og holdt min mor i hånden. Jeg tjekkede hendes puls. Jeg lyttede efter hendes vejrtrækning. Begge dele manglede. Min mor var død. Nattevagten kom ned til mig. Jeg passede på min mor. Fortalte, jeg havde tjekket for tegn på liv. Jeg havde brug for at være sygeplejerske et øjeblik. Jeg tog tøj på, og gik udenfor i kulden. Sad med min telefon, en cigaret og en kop kaffe. Jeg stirrede bare på telefonen. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg skrev en sms. At hun var sovet ind. Jeg havde brug for at skrive det. At fortælle det. Det var så uvirkeligt. Det er det stadig.

Jeg har ingen mor længere. Jeg har heller ingen far. Eller søstre. Jeg har set dem alle dø.

Min søsters død var anderledes. Jeg havde boet på hospitalet sammen med hende. Der blev ringet rundt, da tiden var ved at være inde. Vi alle var samlet på stuen. Min mor lånte min seng, og vi lå i den sammen. Jeg lå med hovedet på min mors arm. Hun aede mig over håret, til jeg faldt i søvn. Charlotte holdt op med at trække vejret med alle hun elskede, omkring sig. -sovende. Mor vækkede mig, og sagde, at nu var det sket. Jeg blev sur over, hun ikke havde vækket mig før. Så græd jeg. Tårerne kom trillende. De løb ned ad kinderne på mig, men ingen lyd. Jeg puttede mig ind til mor og græd. Det var sidste gang, min mor trøstede mig. Holdt om mig. Passede på mig. Det var sidste gang, jeg var datter.

Den sidste gang, jeg var datter, var da min søster døde. Nu er jeg hverken datter eller søster. Jeg er moster, niece og kusine. De to vigtigste titler er blevet strøget.

Jeg ved godt, det egentlig bare er titler. Men hva nu? Hvad er jeg nu? Hvem er jeg nu? Jeg er hende der smiler og griner igen. Jeg er hende, der kan pludrer om drenge og andet ligegyldigt. Men så rammer virkeligheden mig og filmen knækker.

Hver gang på en ny måde, over nye ting.

savner og mangler
Det er med savn, er sgu en underlig ting. Det kan komme, når man mindst venter det!

Fx, savner jeg min far, hver gang, jeg skal lave æbleskiver, og hver gang jeg tar mascara på, for så ligner det fars øjne, der kigger tilbage på mig.

Mor, hende savner jeg, hver gang, der sker noget godt i mit liv.

Søster savner jeg, når jeg får gode karakterer, eller der er drengeproblemer i sigte…

Det kan være savnet, hvor jeg trækker på smilebåndet. Når jeg tager min søsters fingerring på, eller griner, så jeg fiser! Eller hvis der er en mand, der rømmer sig i supermarkedet.

Så kan der være savnet hel nede fra maven. Savnet, der gør ondt igennem marv og ben, og man ville ønske, man kunne sætte sig på gulvet med hænderne slapt i skødet og bare græde sit hjerte ud. Savnet, hvor man ikke kan tænke klart, og bare vil ha dem tilbage, og liiige sige en sidste ting eller høre deres stemme en sidste gang. Jeg kan huske min fars måde at rømme sig på, min søster stemme, når hun var irritabel, men jeg kan ikke huske min mors latter.

Min mor grinede meget. Hende og jeg kunne få sindssyge grineflip sammen på trods af de 38 års forskel. Jeg var det sidste, der fik hende til at grine. Alligevel kan jeg ikke huske hende latter. Jeg kan ikke se hendes smil for mig.
Det eneste jeg kan huske helt klart, er den måde hun nussede mig på håndryggen, når vi sad i sofaen. Hvordan hun gang på gang sagde, jeg havde de blødeste hænder i hele verden. Jeg kan se hånden med den store ring, og hendes lakerede negle, der stryger min hånd. Men hendes latter er væk. Vi har grinet meget mere end i vi har nusset. Hvorfor kan jeg så ikke huske hendes latter?

Måske er det det, der gør, jeg savner hendes latter så meget? At jeg mangler den så meget? Fordi jeg ikke kan huske den?

Mangler hende, når jeg er i hendes lejlighed. Jeg plejede at storme ind, råbe “haarrllooo”, tænde for elkedelen, få en skideballe over, jeg ikke havde taget de høje hæle af. Jeg smed min læderjakke over en stoleryg, lynede støvlerne ned, og smed dem under stolen inden jeg fes over til hende i sofaen og kyssede hende.
Det er underligt at være i lejligheden og ikke vide, hun er der. Ikke at få en skideballe over støvlerne og mangler et “åhh ja, vil du ikke lave en kop til mig også? Jeg har krus” når jeg tænder for vandet.

Kort sagt: jeg mangler og savner bare… Fra marv og ben…