Den tragiske skæbne

Kender i piger de der mænd, som i lige skal ryste af jer, når i har været sammen med dem?
Sådan har jeg det med Den Vise. Hver gang jeg er sammen med ham, har jeg det fantastisk. Han er så pisse sej, sød, opmærksom, kærlig og alt det andet gode! Og så er der lige den der del, som gør, jeg aldrig kunne være kæreste med ham. Men det er ok. Det er faktisk rart.

Måske er det også noget af det, der gør det så nemt med ham? Der er ikke hele det der ”vi lægger op til kommende forhold” –pres. Det er ukompliceret og lækkert. Vi nyder bare. Har det fantastisk med ham, de timer jeg ser ham hver 2./3. uge. Men det er ikke mere, og det skal ikke være mere!

Det underlige er, at jeg er godt tilfreds med sådan som det er. Men det kan folk (læs: veninderne) ikke forstå. De ved jo, vi har det vidunderligt sammen, så at vi ikke vil mere end det vi har, er fuldstændig udenfor deres verden!

Men skal man egentlig det? Er samfundet virkelig så kæresteliderligt, at man nu ikke engang kan date en fyr og have det helt ok med, det ikke bliver mere. Ikke er mere. Skal der lægges op til et forhold, bygges videre på samværet, og begynde at træffe valg, før det er ok?

Ja, jeg er 26, og oppe i mit hoved, burde jeg vel også til at kigge mig om efter den eneste ene. Men problemet er nok, jeg er for magelig. Jeg har det for godt. Jeg har de mest fantastiske venner omkring mig. De opfylder alle mine krav, på nær lige det der med sex om omsorg. Og det er så der, Den Vise osv., kommer ind i billedet.
Måske handler det i bund og grund om, jeg kan vælge? Jeg kan vælge, hvornår jeg vil have omsorg. Måske er det magten i at være single? En magt, jeg skal give afkald på, hvis jeg kommer i forhold. I forhold, kan du ikke vælge omsorg til og fra. Det er for mange det gode ved at forhold. Men jeg vil selv vælge, hvornår jeg giver og modtager omsorg. Hvornår jeg skal have komplimenter, og ikke mindst, hvornår vi skal have samværet på banen.

Ja, jeg tror egentlig det handler om magten. Magten til at vælge til og fra. Har lidt på fornemmere, at når man er i forhold, skal man opgive den magt!

Ydermere forhindrer man sig selv i, at blive sur og såret over småting. Ting, der ville nage en i et forhold, generer ikke rigtig en, når man har gang i ”laizzes faire”-forholdet. Det gør sgu ikke noget, han ikke kommer forbi i sin brandert og vil spoone. Det gør heller ikke noget, han ikke ringer hver anden dag, at han ikke sender sms´er dagligt. Og ikke mindst: det gør ikke noget, jeg ikke gør det! Selv opmærksomheden kan jeg vælge til og fra!

Men for lige at vende tilbage til hele rystedelen. Hver gang vi ses, har jeg altid glemt, hvor fedt, hyggeligt og bekræftende det er, at være sammen med ham. Han er god til at lade mine batterier op. Og ja ja, dagene efter vi sidst har været sammen, har jeg da også lyst til at skrive til ham. Fordi jeg vil ha det gode. Mere af det. Men så går det op for mig, hvad jeg skal give afkald på, for at få noget, der kun vil være lækkert i starten, inden det bliver en vane. Og så er det lige pludselig ligegyldigt.

Jeg vil kun have alt det gode. Oplevelserne, hvor man smiler, når man tænker tilbage på dem. Jeg er ikke klar til krav, forventninger, den kroniske, mentale omfavnelse. Ikke med mindre det er på mine præmisser i hvert fald.

Den Tragiske skæbne, der hygger videre i sin laizzes faire verden!