Den tragiske skæbne

Jeg har set min mor og søster dø. Tanken har ikke strejfet mig, før min søsters veninde sagde det højt. Det er jo ikke nyheder. Jeg ved det jo godt. Men ordene. At have set familien dø. Det lyder voldsomt. Det ER voldsomt. Tror først, det er nu, jeg har forstået, hvor voldsomt det er.

Jeg bliver nærmest helt paralyseret, når jeg siger det. Når jeg læser det. Når jeg skriver det. Men armene ned langs siden, kigger jeg på skærmen. ”Jeg har set min mor og søster dø”. Jeg har set dem give slip på livet. Jeg gav sågar både min søster og min mor lov til at dø. Jeg opmuntrede dem lige frem til at give slip på livet.
Spørgsmålet er bare, om jeg kan leve med det. Kan jeg leve med, at have set min mor og søster dø? Da min far døde, for 8 år siden, gav jeg også ham lov til at dø. Lov til at give slip. Og jeg kom videre. Men kan man komme videre, når det er to så tæt på hinanden? Der var præcis 2 måneder imellem deres begravelser. Min mor og min søster. Jeg så dem dø. Jeg gav dem lov til det.

Tankerne kan ikke finde på plads i mit hoved. I morges vågnede jeg af, jeg så forløbet med mor for mine øjne. Jeg så, hvordan jeg holdt mor i hånden, og gav hende lov til at dø. Jeg sagde det én gang. Og det var den dag, hvor hun døde. Jeg faldt i søvn med hendes hånd i min. Jeg vågnede af, hun ikke trak vejret længere. Mit hjerte bankede hurtigere. Adrenalinen susede rundt i mine blodbaner. Jeg vågnede op alene. Nu uden min mor. Hun lå død ved siden af mig. Jeg ringede til nattevagten, der ville vide, hvorfor han skulle komme derned. Jeg kunne ikke få ordene over mine læber. Jeg sad i skrædderstilling i min ternede pyjamas og holdt min mor i hånden. Jeg tjekkede hendes puls. Jeg lyttede efter hendes vejrtrækning. Begge dele manglede. Min mor var død. Nattevagten kom ned til mig. Jeg passede på min mor. Fortalte, jeg havde tjekket for tegn på liv. Jeg havde brug for at være sygeplejerske et øjeblik. Jeg tog tøj på, og gik udenfor i kulden. Sad med min telefon, en cigaret og en kop kaffe. Jeg stirrede bare på telefonen. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg skrev en sms. At hun var sovet ind. Jeg havde brug for at skrive det. At fortælle det. Det var så uvirkeligt. Det er det stadig.

Jeg har ingen mor længere. Jeg har heller ingen far. Eller søstre. Jeg har set dem alle dø.

Min søsters død var anderledes. Jeg havde boet på hospitalet sammen med hende. Der blev ringet rundt, da tiden var ved at være inde. Vi alle var samlet på stuen. Min mor lånte min seng, og vi lå i den sammen. Jeg lå med hovedet på min mors arm. Hun aede mig over håret, til jeg faldt i søvn. Charlotte holdt op med at trække vejret med alle hun elskede, omkring sig. -sovende. Mor vækkede mig, og sagde, at nu var det sket. Jeg blev sur over, hun ikke havde vækket mig før. Så græd jeg. Tårerne kom trillende. De løb ned ad kinderne på mig, men ingen lyd. Jeg puttede mig ind til mor og græd. Det var sidste gang, min mor trøstede mig. Holdt om mig. Passede på mig. Det var sidste gang, jeg var datter.

Den sidste gang, jeg var datter, var da min søster døde. Nu er jeg hverken datter eller søster. Jeg er moster, niece og kusine. De to vigtigste titler er blevet strøget.

Jeg ved godt, det egentlig bare er titler. Men hva nu? Hvad er jeg nu? Hvem er jeg nu? Jeg er hende der smiler og griner igen. Jeg er hende, der kan pludrer om drenge og andet ligegyldigt. Men så rammer virkeligheden mig og filmen knækker.

Hver gang på en ny måde, over nye ting.