Den tragiske skæbne

savner og mangler
Det er med savn, er sgu en underlig ting. Det kan komme, når man mindst venter det!

Fx, savner jeg min far, hver gang, jeg skal lave æbleskiver, og hver gang jeg tar mascara på, for så ligner det fars øjne, der kigger tilbage på mig.

Mor, hende savner jeg, hver gang, der sker noget godt i mit liv.

Søster savner jeg, når jeg får gode karakterer, eller der er drengeproblemer i sigte…

Det kan være savnet, hvor jeg trækker på smilebåndet. Når jeg tager min søsters fingerring på, eller griner, så jeg fiser! Eller hvis der er en mand, der rømmer sig i supermarkedet.

Så kan der være savnet hel nede fra maven. Savnet, der gør ondt igennem marv og ben, og man ville ønske, man kunne sætte sig på gulvet med hænderne slapt i skødet og bare græde sit hjerte ud. Savnet, hvor man ikke kan tænke klart, og bare vil ha dem tilbage, og liiige sige en sidste ting eller høre deres stemme en sidste gang. Jeg kan huske min fars måde at rømme sig på, min søster stemme, når hun var irritabel, men jeg kan ikke huske min mors latter.

Min mor grinede meget. Hende og jeg kunne få sindssyge grineflip sammen på trods af de 38 års forskel. Jeg var det sidste, der fik hende til at grine. Alligevel kan jeg ikke huske hende latter. Jeg kan ikke se hendes smil for mig.
Det eneste jeg kan huske helt klart, er den måde hun nussede mig på håndryggen, når vi sad i sofaen. Hvordan hun gang på gang sagde, jeg havde de blødeste hænder i hele verden. Jeg kan se hånden med den store ring, og hendes lakerede negle, der stryger min hånd. Men hendes latter er væk. Vi har grinet meget mere end i vi har nusset. Hvorfor kan jeg så ikke huske hendes latter?

Måske er det det, der gør, jeg savner hendes latter så meget? At jeg mangler den så meget? Fordi jeg ikke kan huske den?

Mangler hende, når jeg er i hendes lejlighed. Jeg plejede at storme ind, råbe “haarrllooo”, tænde for elkedelen, få en skideballe over, jeg ikke havde taget de høje hæle af. Jeg smed min læderjakke over en stoleryg, lynede støvlerne ned, og smed dem under stolen inden jeg fes over til hende i sofaen og kyssede hende.
Det er underligt at være i lejligheden og ikke vide, hun er der. Ikke at få en skideballe over støvlerne og mangler et “åhh ja, vil du ikke lave en kop til mig også? Jeg har krus” når jeg tænder for vandet.

Kort sagt: jeg mangler og savner bare… Fra marv og ben…