Den tragiske skæbne

savner og mangler
Det er med savn, er sgu en underlig ting. Det kan komme, når man mindst venter det!

Fx, savner jeg min far, hver gang, jeg skal lave æbleskiver, og hver gang jeg tar mascara på, for så ligner det fars øjne, der kigger tilbage på mig.

Mor, hende savner jeg, hver gang, der sker noget godt i mit liv.

Søster savner jeg, når jeg får gode karakterer, eller der er drengeproblemer i sigte…

Det kan være savnet, hvor jeg trækker på smilebåndet. Når jeg tager min søsters fingerring på, eller griner, så jeg fiser! Eller hvis der er en mand, der rømmer sig i supermarkedet.

Så kan der være savnet hel nede fra maven. Savnet, der gør ondt igennem marv og ben, og man ville ønske, man kunne sætte sig på gulvet med hænderne slapt i skødet og bare græde sit hjerte ud. Savnet, hvor man ikke kan tænke klart, og bare vil ha dem tilbage, og liiige sige en sidste ting eller høre deres stemme en sidste gang. Jeg kan huske min fars måde at rømme sig på, min søster stemme, når hun var irritabel, men jeg kan ikke huske min mors latter.

Min mor grinede meget. Hende og jeg kunne få sindssyge grineflip sammen på trods af de 38 års forskel. Jeg var det sidste, der fik hende til at grine. Alligevel kan jeg ikke huske hende latter. Jeg kan ikke se hendes smil for mig.
Det eneste jeg kan huske helt klart, er den måde hun nussede mig på håndryggen, når vi sad i sofaen. Hvordan hun gang på gang sagde, jeg havde de blødeste hænder i hele verden. Jeg kan se hånden med den store ring, og hendes lakerede negle, der stryger min hånd. Men hendes latter er væk. Vi har grinet meget mere end i vi har nusset. Hvorfor kan jeg så ikke huske hendes latter?

Måske er det det, der gør, jeg savner hendes latter så meget? At jeg mangler den så meget? Fordi jeg ikke kan huske den?

Mangler hende, når jeg er i hendes lejlighed. Jeg plejede at storme ind, råbe “haarrllooo”, tænde for elkedelen, få en skideballe over, jeg ikke havde taget de høje hæle af. Jeg smed min læderjakke over en stoleryg, lynede støvlerne ned, og smed dem under stolen inden jeg fes over til hende i sofaen og kyssede hende.
Det er underligt at være i lejligheden og ikke vide, hun er der. Ikke at få en skideballe over støvlerne og mangler et “åhh ja, vil du ikke lave en kop til mig også? Jeg har krus” når jeg tænder for vandet.

Kort sagt: jeg mangler og savner bare… Fra marv og ben…

Første jul uden søster. Første jul uden mor. Føste jul med egen julemad.

Jeg har gået med skuldrene oppe om ørerne den sidste måned Har ikke været ked eller mut.
Har bare været bekymret for min første jul uden familie.

Tankerne om egentlig at være alene, har trængt sig på. Nu er der kun mig. Der er ingen, der kan fortælle om den gang, jeg misforstod min far, og ikke hentede en øl, men en kasse øl. Om den gang jeg i en alder af 4 elskede gammel dansk… Eller historien om mors røde sko, jeg ville arve, når hun døde. Et par sko hun har smidt ud for mere end 10 år siden…

Den dag jeg skal giftes… Hvem skal så sidde på første række? Der er jo ingen familie. Er det så de nærmeste venner? Og hvem skal holde talen, som “brudens far” skulle have gjort?
Underlige tanker, men tanker, der trænger sig på, når samtalen falder på familie…

Men min jul blev fantastisk! Faktisk en af de bedste juleaftener, jeg kan huske!

2 af mine venner kom til middag, hvor jeg havde disket op med alt, der skal stå på bordet juleaften! De hyggede med juleslik, mens jeg tøffede rundt i køkkenet med det sidste af maden.

Efter middagen kom en tredje veninde sammen med sine forældre. Så dukke nogle af de andre venner op og deres venner. Så lige pludselig sad vi 11 i min lille stue og kiggede på juletræet, der går helt op til loftet, og drak kaffe og rødvin, og spiste ris a la mande!

Da klokken var 3.30, tog vi ned på Wessels kro og drak en go nat øl, for så at fise op under dynen og prøve at falde i søvn…

Hele min juleaften fik mig til at tænke.. Hvor er jeg egentlig heldig! Det kan godt være, familien er væk. At dem, der elsker mig af marv og ben er væk. Dem, der kender mig helt ned til det sidste hår på mit hoved, ikke længere er her. Men jeg har vennerne. De fantastiske venner!

Jeg er så velsignet med gode venner, at man tror det er løgn! Venner fra nær og fjern, der er kommet hjem til mig, for at ønske mig en glædelig jul. Familekærligheden kan ingen erstatte. Men vennekærligheden er lige så uerstattelig! Og tanken om, hvor gode venner jeg har, får mig til at smile.

Historien om gammel dansk og mors røde sko, må jeg fortælle videre. Minderne må jeg holde i live. Og de nye minder, må jeg skabe med vennerne. Vennerne der er der for mig i enhver med og modgang!

Troede det ikke, men takket være mine venner, er jeg kommet godt igennem julen. Smilende igennem julen. TAK!

Til mor:

 http://www.youtube.com/watch?v=pcrw9Gm2L…

Wagner ville vække trunten. Ikke fordi han skulle op endnu, men mere fordi han ikke ku holde hendes snorken ud længere. Og savlet der løb ned ad hendes kind, gjorde hende ikke just mere attraktiv.
Han skulle lige til at prikke hende med en pind, da hans telefon bippede. Var chefen.
Fuck, Wagner var træt af ham! Ikke nok med, han var degraderet til pakkenisse i Illum, så havde eksen pevet over at være singlenisse, så hun var blevet forfremmet!
Nu var hun både lækrere og rigere end ham. Han ville aldrig få hende tilbage!
Kan det blive værre?
Følg med i morgen….

Med inspiration fra fjerneren og sms-bøgerne, har jeg nu laver min helt egen sms-julekalender!

En af venner pressede mig til det, så nu er jeg sgu i omdrejninger. Hvis i skulle være i tvivl, er det faktisk RET svært!

Nå, men pointen er at jeg sender en sms ud dagligt indtil juleaften. Jeg regner med at lægge dem op herinde mere eller mindre dagligt. Kom først i gang i går, så d. 1. december mangler, men det kan i vel leve med?

Hvis i kommer med gode ideer til, hvad der skal ske for den depressive og småalkoholiske nisse, Wagner, må i endelig sige til!!

2.dec.:

Nissen Wagner vågnede med de værste tømmermænd på hele loftet. Han kløede sig i håret, hev sig lidt i herretrussen og kiggede på nissetrunten ved siden af sig. Det havde været en hård start på december. Konen var skredet, grøden var vandet, og hans ebe klokke var ikke længere gylden, hvis du forstår
Wagner var røget i fadet med juleøl om man så må sige, og betalte nu prisen med tømmermænd og nisseøgle, der var en tand for blød i kvasten.
Men hun var kommet med et glimrende tilbud “hvis du siger du elsker mig, gir jeg en tur på høloftet”. Set i bakspejlet, var det et tilbud han burde ha afslået!
Chefen havde bitchet over, han ikke var dukke op første dag i sæsonen.
Kan det blive værre?
Følg med i morgen…..