Den tragiske skæbne

Så har den tragiske skæbne gjort det igen!!

Denne gang i massiv brandert!

Har mødt en gut. Det gør man jo. Ikke en, der får mit hjerte til at galoppere, men han er et rigtig godt åndehul, og et fantastisk knald! Så jeg tænkte i lørdags, at hvis der var nogen jeg sku, så var det da hjem til ham!

Så derfor sendte jeg ham sms´er fra kl 23 til kl 3.45. PLUS 5 opkald… Og det var jo frække sms´er til liiiige at varme sengen op inden eta. Eller var det? Kunne det ha været den tragiske skæbne, der udelukkende skrev: “er du vågen?”, “jeg er meget fuld”, og “er du sikker på, jeg skal komme hjem til dig?”.

Underligt nok, ville han stadig ha, jeg kom forbi! Så det gjorde jeg! Væltede ind ad døren i min 12 hestes brandert (kan ikke huske hvordan jeg er kommet hjem til ham). Resten af historien er lidt sløret, men jeg kan fortælle så meget, at jeg smed mit tøj, på nær min t-shirt. Satte mig på skødet af ham, borede mine negle i hans brystkasse, og sagde følgende “ja, jeg blir lidt af en vildkat, når jeg er fuld!” ?!!!!!!!

Efterfølgende, har jeg så lagt mig ned på ryggen og sagt noget i stil med “ja, nu gider jeg ikke sidde der mere. Jeg er for fuld og træt til at lave noget, så hvis vi skal bolle, skal jeg bare ligge her!”. -kan så ikke huske mere, så aner ikke om han rent faktisk smed den gasblå hævner i helvede, eller om han bare lagde sig til at sove.

Vågnede klokken 9 ved min telefon ringede. -var de andre, der stadig var i byen. Det kunne jeg slet ikke arbejde med, så jeg vækkede “Åndehullet”, væltede ud af sengen, og styrtede ud på badeværelset, stadig i bar røv og t-shirt, og brækkede mig så i LÅRtykke stråler. -uden at lukke badeværelsesdøren….

Jeg havde så været lidt sej aftenen før, så jeg havde haft gang i smokey eyes.Det er de ikke dagen efter, når man lige har gylpet hele månedes pasta med tomat op. Fik jeg sagt, jeg lignede en af de søde unge damer, der står ved de tjekkiske moterveje i lårkort, som håber på den langturschauffør ikke er før tyk, men er prinsen på hesten? Well, men det gjorde jeg altså.
Nå, sku oss lige tisse. Opdagede for sent, der ikke var noget papir… -så han skal nok vaske håndklædet ovenpå vaskemaskinen….

Just call me charming!

Da jeg så havde sovet de ekstra timer, fået tøj på, og skulle ha en taxa hjem, måtte jeg lige bede om en sidste ting. Fort han havde jo ikke været igennem nok. Så jeg spurgte om ikke han liiige havde en pose jeg ku brække mig i, i taxaen.

Tror i han ringer?????

Den tragiske skæbne; nu med moralske tømmermænd hele ugen!

Så er det i dag slaget skal stå!

Blomsterne er bestilt, alle er inviterede og nu sidder jeg bare her og venter spændt. Nok mest nervøst, men også lidt spændt.

I dag er det præcis 2 måneder siden min søster blev begravet. Og i dag er dagen, hvor min mor bliver begravet.

I dag er det 2 måneder siden, jeg bar min søster ud. Og inden længe, faktisk om små 3 timer, skal jeg gøre det samme med min mor.

Min mor, der stadig holdt mig i hånden, når vi så tv. Hende, der nussede mig på oversiden af hånden, og fortalte mig, hvor fantastisk blød jeg var.

Er underligt at tænke på, at jeg ikke skal holde hende i hånden længere. Men det trøster mig, det var sådan hun sov ind.

Herlev hospital havde fortalt os, hun ikke var døende, så hun blev overflyttet til en aflastningsplads. Dette skete tirsdag, som hun døde natten til torsdag.

Jeg havde foreslået mor, at blive og sove hos hende, forrige uge, men hun takkede nej, for som hun sagde, så skulle hun ikke dø endnu.

Da tiden kom, bad hun mig om at sove sammen med hende. Jeg tog to senge og stillede dem helt opad hinanden, lagde en dyne imellem, og så var der en dobbeltseng til mig og min mor. Jeg lagde mig på siden, med ansigtet mod mors, og holdt hende i hånden.

Heldigvis for hende, men desværre for mig, nåede jeg kun 2 nætter i vores dobbeltseng. Jeg var den sidste, der holdt hende i hånden. Den sidste, der kyssede hende, fortalte hende, jeg elskede hende, og den sidste, der så mor i live.

Der er mange, der har spurgt om det ikke var hårdt at vågne op til mor, der ikke længere var i live. Det var det ikke. Jeg føler mig virkelig velsignet over, jeg fik lov at have så intimt et øjeblik med hende.

Men jeg savner hende allerede. Dagen i dag er ikke kun dagen, hvor mor skal begraves. Det er også torsdag. Det vil sige, ugedagen, hvor jeg plejede at tage ud til mor om formiddagen og hygge om hende til sen aften.

Det bliver verdens værste og hårdeste dag. Jeg føler mig slet ikke klar til at sige farvel til min mor.
Jeg er 26 år. Jeg skal ikke af med min mor endnu.
Men samtidig, jeg skulle af med min far, da jeg var 18, så hvorfor ikke også min mor nu?

Er så underligt at tænke på, jeg hverken har min far eller mor nu. På det sidste 7 år, har jeg mistet min far, to søstre, min stedfar og nu også min mor.

Det lyder underligt, men på en eller anden måde er jeg lidt lettet over, jeg ikke har mor mere, for nu er der ikke flere at miste.

Der er ikke mere ulykke, der kan ramme mig. Nu kan jeg livet lige præcis som jeg gerne vil ha det. -uden mor.

Det er sikkert ikke en reel lettelse, men nok nærmere bare en trøst jeg prøver at give mig selv for at komme igennem dette helvede. Jeg håber bare det virker!

Hvornår stopper hele hetzet mod mig? Ja, jeg tar det personligt. Faktisk så tar jeg det så personligt, jeg tvivler på, jeg fortsat tror på karma.
For karma, det er da når alt det gode man giver, kommer igen, ikke sandt?

Fortæl mig lige, hvad faen jeg har gjort, siden jeg nu skal miste min mor. Det er ikke engang 2 måneder siden, jeg begravede min søster. Lidt over 4 år siden jeg begravede min anden søster, og 7 år siden jeg begravede min far.

Hvornår stopper det? Når der ikke er flere tilbage at tage af? Hvornår kommer alt det gode? Hvornår får jeg vind i sejlene?

Omvendt kan man sige, der snart ikke er mere, der kan gå galt. Jeg mener, nu er der kun mig og min søster tilbage.

Ja, jeg ved godt det er en ynkeblog,men det er sgu også ok.
Min mor ligger for døden. Hun er ved at dø af sorg over at have mistet sin datter. Hun har sagt nej til al behnadling, og vil bare gerne dø nu. Hun vil ikke mere. Nu vil hun bare gerne dø.

En beslutning jeg har accepteret, respekterer og bestemt også forstår. Men alligevel. Det er hårdt at sidde som 26 årig og vide man egentlig ikke har nogen familie tilbage. Ingen til at fejre min fødselsdag. Ingen at holde jul med.
Det er en mærkelig tanke, det ved jeg godt, men mor har altid sagt, hun ville betale min brudekjole.
Ikke nok med, jeg ikke har min far til at følge mig ned til alteret, så har jeg heller ikke nogen at købe brudekjole med.

Jeg har en utrolig stor og varm vennekreds, som alle holder af mig, og vil gøre hvad som helst for mig. Men alligevel føler jeg mig så pokkers alene. For nu er der kun mig. Ingen anden, kun mig…

Lidt Palle alene i verden lige om lidt. Tror egentlig det også er med til at gøre tabet af min mor så svært. Ikke nok med, jeg mister min mor, og er forældreløs i min alder, så er jeg også alene.

Jeg frygter virkelig julen. Tror jeg aflyser den i år, og bare ser en film og mindes min mor, min far og mine 2 søstre, som alle forhåbentlig er et bedre sted.

Jeg ved ikke, hvor langt forløbet med min mor vil være. Jeg ved ikke om det trækker ud, eller om det bliver i morgen. Eller måske imens jeg skriver dette. Men det er en underlig fornemmelse at have nede i maven. Det ene sekund er jeg helt følelsesløs, og det næste sekund ligger jeg i fosterstilling og bare græder hysterisk som et lille barn. Hvornår holder det hele op? Hvornår får jeg lov til at trække vejret helt ned i maven og bare grine, så tårerne triller? Hvornår opnår jeg lykken? Og er det egentlig så ligetil eller skal man kæmpe for den?

Ja, jeg sætter mig selv i offerstolen lige nu, men føler virkelig inderst inde, jeg fortjener lykken mere end nogen anden. Jeg fortjener en pause, et frirum og bare lidt glæde.

Min hjerne er tom nu. Ikke flere tanker. -eller rettere, der er så mange,jeg ikke længere kan holde styr på dem.

Jeg føler ikke.
Jeg er bare…….