Den tragiske skæbne

Så har den Tragiske skæbne fandme gjort det igen!!!
Eftersom sexlivet det sidste halve år, har været lige så tragisk som skæbnen selv, og efterhånden mere et betvivlet begreb i skæbnens egen historiebog, end reel fakta, måtte der gøres noget ved det!

Kortere sagt: jeg har ikke fået et ordentlig skrad siden før muren faldt! –eller i hvert fald ikke de sidste 5 måneder! At jeg har kunnet gå rank og stolt på gaden, for står jeg ikke.

Men SÅ kom skraldet! Kl. 22.54 for at være helt præcis! Herre jemini! Er det virkelig sådan man gør??! Kropsdele fløj mig om ørerne, og lyde, som jeg kun troede dyr sagde, når de var i smerte, kom der også en del af! Hva blev der af det gode gammeldaws slag?!

Nå, knalderi overstået, og ventede spændt på søvnen overtog herredømmet. Glædet mig faktisk til noget bekendt. Falder i søvn, tror jeg, og vågner op gentagne gange ved, han liiiige prøver at snige den ind. ER DET NORMALT?! Jeg bliver sgu da forskrækket, når der ligger sådan en langelænder med knæk på, i stuetemperatur, lige sådan et sted! Vågner selvfølgelig er panik, vender mig om og alt det der, men alligevel indtrådte den dybe søvn bare ikke igen den nat…

Skal så stå op til morgen, og hvad sker der så? ET MORGENSNAV! Min tunge føles mere som skuresvampen med den grønne side op ad, og sandsynligvis har den også samme størrelse. Og hans svamp, ja den har nok sidst været brugt til at fjerne kanter i tønden. For helvede en ånde. Og forhelvede et snav! Det er fandme ikke fair!

Nå, på med tøjet, ud ad døren, og ned på gaden i stilletter. The walk of shame er virkelig tydelig! Ikke nok med, jeg har taget flugten i hast, så håret sidder som det gør på de værste dage, så har jeg udtværet makeup i hele hovedet OG en hudafskrabning på hagen, grundet hans skægstubbe. Forresten: Skægstubbe er SÅ frække, men behøver de ridse i en på en sådan måde, at man føler sig som et træudsnit, når man vralter ned ad strøget?!

Synet har ikke været kønt, som i jo nok kan regne ud.. Men hvad sker der så? Der er vel ikke mere, der kan gå galt? MEN JO! Min hæl knækker! Så ja, jeg rendte rundt og lignede en blanding af noget picasso havde kastet op, og Quasimodos lillesøster. Jesus fucking christ!!!

Men heldigvis mødte jeg ikke nogen jeg kendte. Eller vent. JO!!! Min underbo rendte åbenbart rundt på Strøget lige netop på den tid, lige netop i dag. Nu med smøret smil og et lumsk “go morgen” på læberne. DAMN IT!

Jeg har formået at sætte standarden for “Walks of Shame”, så nu hiver jeg op i mormortrussen, gir dem en gang gaffa, og beholder dem på, til dette minde blot er en del af historiebogen og ikke bøjet i neon!

Some one please shoot me. -eller knald mig i eget hjem!

Så er hun her ikke mere. Hun kæmpede i en lille måned. Med mig ved sin side. Selvom jeg udmærket godt vidste, jeg ikke kunne kæmpe hverken med, eller for hende, kæmpede jeg med. Der blev kysset, aet og nusset for den helt store guldmedalje. Jeg er overbevist om, at hvis hun havde været vågen i den periode, var hun gået amok på mig.

Min søster var typen der havde nok i et enkelt kys eller to. Ikke det der omklamrende, som man jo automatisk giver, når man ved at tiden at ved at rende ud.

Det er nu 11 dage siden, canceren vandt, og 5 dage siden den sidste kærlighedserklæring blev tilkendegivet. En kærlighedserklæring, som egentlig var hendes bisættelse.

Jeg fik fortalt hende, hvor meget jeg elsker hende, hvor irriterende, jeg syntes hun kunne være, og at det var helt i orden, hvis hun gav op. Dette fortalte jeg hende hver aften inden vi lagde os til at sove på hospitalet. Hver morgen, når jeg vågnede, troede jeg, hun var sovet ind.

Ugerne på hospitalet var de mest ambivalente, jeg nogensinde har været ude for. Hvilke følelser var ok at have? Og hvilke af dem følte jeg, hvornår? Det ene sekund, kunne jeg sidde og grine af, hun lå og snorkede. Det næste sekund, kunne jeg sidde og græde, fordi jeg vidste Charlottes punktum snart blev sat. Jeg svingede imellem at være den glade pige, den vrede, utålmodige lillesøster, den forstående, barmhjertige person og så selvfølgelig bare at være mig.

Timerne væk fra Charlotte var ulidelige. Jeg havde min telefon på mig hele tiden. For hvad nu, hvis hun sov ind uden mig ved sin side? Hvad nu, hvis hun ikke lige havde hørt, jeg elskede hende? Eller hun kun havde hørt, jeg syntes hun var irriterende?
Men Charlotte var en fighter! Det var først efter 8 år med uhelbredelig cancer, med op og enorme nedture, og 10 dage uden mad og drikke, hun gav op. Igennem de sidste 8 år, har vi fået af vide utallige gange, at nu var det slut. Nu gik der ikke længe, før Charlotte skulle op og hænge ud med englene. Man skulle tro, det var forfærdeligt at stå i sådan i en situation, i så mange år. Men man vænner sig til det. Man vænner sig til, der står en mand med en le, og prikker en på skulderen på daglig basis.
Men hvordan føles det så indeni, når han endelig får hende med? Lettelse og glæde, var de først 2 følelser, der brusede indover mig. Lettelse over ikke at stå på nåle, spænde i hele kroppen, og tænke åh nej, hver dag. Frygten, som har hængt over hovedet i hele min voksendom, er væk nu. Glæden for at Charlotte endelig fik fred. Hun skulle ikke længere bakse med de indre dæmoner, som hendes metastaser i hjernen havde givet hende.

Ikke flere konfuse øjeblikke, ingen vrede, og bestemt ikke mindst; ikke flere psykoser. Charlotte sov bare ind. Holdt op med at trække vejret. Ikke på den nervepirrende måde, der trækker ud i timevis. Men lige pludselig holdt hun bare op med at trække vejret.
Om jeg var der, da hun døde? Ja. Jeg var der, min mor var der, hendes far og hans kone, hendes mand og de nærmeste venner. Alle var kommet over på hospitalet formiddagen inden, og da hun sov ind kl. 6 næste morgen, var vi alle på hendes stue. Vi sad i stole, lå på ekstra senge, og nogle stod sågar op og sov. Men vi alle var der… Charlotte sov ind i værelse fyldt med kærlighed. Da vi sov, sov hun ind. Vi vågnede alle af, hun holdt op med at trække vejret.

Hvis jeg selv skulle planlægge min død. Ville det ha´ været, som min søster døde. Det var det smukkeste og reneste øjeblik nogensinde.

Hva med mig? Er jeg ok? Ja, jeg er ok. Jeg tror at tiden på hospitalet har haft en terapeutisk effekt på mig. Jeg føler mig afklaret og klar på det kommende liv. Et liv uden Charlotte, men det bliver et liv. Og et godt et af slagsen. Jeg kommer selvfølgelig til at savne min storesøster. Nogle dage mere end andre, men jeg får et godt liv, fyldt med glæde. Det er jeg sikker på!