Jeg har en søster. Faktisk har jeg to. Jeg har også en mor. Den ene søster er VIRKELIG gammel. Hun er bare gammel og min mor, ja hun er endnu ældre! Skåret ud i pap: jeg er en efternøler med 12 år op til den nærmeste søster. Så jeg er ene barn med 3 mødre!
Dette er både godt og ondt. Det gode var, at da jeg var lille, blev jeg meget mere forkælet end de andre unger! Det var som om mor har set der ikke skete noget ved at give børn lidt snor, og den snor, ja den fik jeg så!
Minusset er så, at selvom jeg er 25 i dag (faktisk snart 26), er jeg staddig “den lille”, barnet på nogle områder.
Der er situationer, hvor min mening ikke tæller. At mine ord ikke bliver taget for gode varer, og det er sgu lidt hårdt. Andre gange overvurderer min familie min brug for hjælp.
Men tilbage til start. Min gamle søster, dvs hende i midten, er syg. Her taler vi ikke influenza eller diabetes. Her taler vi cancer, der nu også har forårsaget en masse metatstaser og ødemer i hjernen, som giver hende de fleste af de bivirkninger de nu engang kan gi.
Lægerne kan ikke forlænge hendes liv med kemo og stråling længere. Nu har strålingen kun en lindrende effekt. Tror faktisk ikke hun har så længe igen. Er underligt at en af dem, der har været i mit liv, hele mit liv, skal holde op med at være her.
Ydermere har jeg en mor. En gammel mor. Og hun er også syg. Hun sidder med ilt på derhjemme, og kommer næsten ikke ud af huset. Udover rygerlunger, er hun velsignet med bronkitis, angst og depressioner. Så man kan vist roligt sige, hun har dykket ned i sygdomspunchen og kun taget det bedste af bundfaldet med op. -og det samme gælder min søster.
Så nu er vi oppe på; en dødelig syg søster, og en mor med depressioner og iltmangel. Nu kommer vi så til den sidste søster. Hende har jeg været lidt heldigere med. Hun har “kun” diabetes og muligvis en skilsmisse for døren.
Som den skarpe læser har observeret, så sker der en masse i min familie. -hele tiden…. ‘
Men hvad så med mig?
Som den mindste søster, har jeg været vant til de 3 mødre, der var på nakken af mig over skole, drenge og hvad der ellers nu rørte på sig. Men sådan er det ikke mere. Hverken min mor eller mine søskende husker på eksaminer længere, eller kærester.
Jeg ved godt, at mit liv ikke er i overhængende fare, men nogen gange ville det sgu være rart med spørgsmål. Ikke bare de klasssiske “hvordan går det i skolen” osv., men sms´en efter en eksamen eller de andre ting, der nu rører sig i mit liv ville være fantastisk!
Og nej, jeg bebrejder ikke familien! Det er forståeligt, hvorfor de ikke har overskuddet og tankerne på mig, på den måde. Jeg bebrejder sygdommene!!!!
Hvis ikke det havde været for sygdommene i min familie, blev mine eksaminer husket, mine venners navne husket, mine planer for i går husket. JEG ville blive husket! Ja, jeg føler mig overset. Fuldstændigt faktisk.
Det der egentlig fik mit bæger til at flyde over var, da min søster sidste gang blev indlagt. Hun bliver det oftere og oftere, og det er mere alvorligt for hver gang. Jeg fik det ikke af vide! Var kun fordi jeg sendte hende en sms, hun fortalte mig det!
Og ja, hvornår fandt jeg ud af, hun var blevet udskrevet i lørdags? I går! Min søsster har været ude af hospitalet siden lørdag, og jeg fik det først af vide i går!
Hvis ikke den slags får en til at føle sig overset, hvad gør så?
Jeg har behov for den kæmpe ros, når jeg scorer de gode karakterer, hvilket jeg faktisk altid gør. Jeg har endnu ikke formået at få mindre end 7 på den nye skala (heldigvis kun 2 gange), og jeg er god til mit fag. Virkelig god.
Jeg tror bare, jeg i bund og grund mangler anerkendelse fra familien. Og et “hvordan har du det?” i ny og næ. Ikke den klassiske hilsen, men et oprigtigt spørgsmål til, hvordan jeg har det.
Som tingene ser ud i skrivende stund, sejler hele lortet. Skal aflevere eksamensopgave i morgen. En opgave, jeg ikke engang har fået skrevet én linie på. Jeg kan simpelthen ikke! Min lejlighed flyder, og jeg er faktisk mere mut, end jeg giver udtryk for. Har prøvet at åbne op overfor familien, men det er som om at mine følelser ikke er slemme nok. For mor og søster har det jo værre.
Som lillesøster vil man stadig gerne blive taget sig af i ny og næ. Et: “er du ok” ville gøre underværker…
Ikke mere offersnak fra mig af. Vil sætte mig med et tomt word dokument og vente på, eksamensopgaven skriver sig selv!
Kommentar(1) 
