Den tragiske skæbne

Kære Urbans brevkasse!

Som du nok efterhånden ved, er jeg hende der altid har en mand i mit liv. Altid er måske så meget sagt, men der er altid liiiiige en, der er lidt spændende. Men nu har frøkenen sgu fået kam til sit hår!
Lad mig sige det på denne måde: nu ved jeg, hvordan hovedpersonen i “Jagten på drømmeprinsen” har det!

Kort sagt: To mænd dukker op i mit liv samtidigt. To meget forskellige mænd!

Hr Å bor laaaaaaaaaaaangt væk. Dvs minimum 4 timers kørsel væk. Hvilket giver utrolig meget tid til at bekymre sig om, om man ser godt nok ud, hvordan håret sidder, og makeuppen er perfekt osv.

Hr P er ude af landet i 2-3 uger ad gangen, og hjemme 2-3 uger ad gangen. Så han er oss laaaaaaaangt væk det meste af tiden. -dog mere end 4 timers kørsel!

Og her kommer problemet. Jeg bliver nød til at finde ud af, hvilken en af dem, jeg vil satse på! Har været ude med dem begge en enkelt gang, og synes super godt om dem begge!

Hr Å er den filosofiske tænker og føler. Har et yderst veludviklet analyse-gen, som han ikke tøver med at bruge. Fx kom han frem til, jeg nok var lidt paranoid og en smule deprimeret, frodi jeg engang havde mareridt efter at ha set en gyserfilm, og fik en ven til at komme over og gå hele lejligheden igennem for mordere!
Men det er også ham, der fortæller mig, jeg er smuk, dejlig, sød og bare fantastisk. Han er typen, der let fjerner håret, der falder ned i ansigtet. Der nusser en på ryggen i evigheder, kiggger fascineret på mig osv. I ved, alt det romantiske, man ser i filmene. Dét har han.
Desværre forstår han ikke helt min humor, og er måske lidt for voksen til mig.

Kort sagt: Hr Å = den analystiske romantiker!

Hr P er den selvsikre charmetrold, der ved han er en fangst, og spiller spillet. Han er super humoristisk, på den hardcore måde. Hvilket er SUPER fedt! Han udfordrer mig, og tvinger mig ud i snappy comebacks. Sammen med ham, er det bare én stor flirt, men drillerier, hård og vulgæør humor, og meget lez a faire (staves det overhovedet sådan?). Sammen med ham, tænkes der ikke så meget. Det er bare afslappende og sjovt.
Desværre er han ikke typen, der giver komplimenter, kigger fascineret på mig osv. Hvis han siger noget pænt, er det om mit udseende og ikke min personlighed.

Kort sagt: Hr P = den humoristiske charmetrold!

Nu kommer det helt store spørsgmål: Hva faen gør jeg??

Jeg kan jo ikke fortsætte med at date 2 fyre på én gang!

Tænkte på at lade dem møde hinanden, og lade dem gnubbe sig op ad hinanden, så alle plusserne blev smeltet sammen i den ene person, og alt det dårlige, i den anden. Kan det ikke lade sig gøre med al den nymodens teknologi?

Overvejer også en anden løsning, som det nok bliver, men som jeg ikke er stolt af: at date dem begge lidt endnu, og se hvad det fører til. Om jeg bliver mere vild med den ene fremfor den anden. Logisk set, er det jo HELT ok, men hold kæft, jeg ville blive tosset, hvis jeg datede en fyr, hvor det viste sig, han også datede andre!!!

Kan du se dilemmaet??

Kære Urbans brevkasse, jeg håber du kan komme med et godt råd eller tusind!

Nej nej nej! Har fået mit stalker-gen tilbage!!!

Ikke at jeg ligger i busken i cotten coat med en kikkert for øjnene. Ikke så tit mere, ihvertfald. -det tog min terapeut sig af (og nej, det udtales ikke terapøjt!).

Men, hvorom alting er, så er jeg vendt tilbage i min onde cirkel med at ringe/skrive og generelt bare kontakte for meget!!

Kort update på lovelife:

*mødte en fyr juleaften. -vi kyssede ikke, men han var gentleman nok til at følge mig hjem.

*Fyren kom hjem til mig i en brandert et par dage efter, og blev og sov. Vi kyssede en lille bitte smule. -og Fyren vækkede mig midt om natten for at komme med dette gyldne spørgsmål: “vi har ikke knaldet, vel?”. -nej, det har vi ikke, manse!

*Fyren dukkede op til nytår, hvor vi kyssede en lille bitte smule igen. Jeg spørger Fyren om han vil blive og sove, så vil jeg lave brunch til os dagen efter. Fyren sir nej tak med den begrundelse at han simpelthen vil få for ondt i bollerne af, at ligge ved siden af mig, og ikke måtte knalde mig. Fyren tar flugten uden at sige farvel.

* siden har jeg ikke set Fyren.

* Har dog skrevet til ham på msn og pr sms, men uden en reel dialog, som jo var målet.

Og det er HER stalkeren kommer op i mig (ikke på den frække måde. Hvis bare dte var så vel!)… I stedet for bare at læne mig tilbage og sige “nå ja, hvis ikke jeg hører fra ham, ja, så hører jeg sgu nok ikke fra ham”, så vælger jeg at powerstalke ham! Dvs skrive til ham hver gang han er online på msn. Gerne flere gange i løbeet af en dag! Og sms´er, jamen dem skal ha da oss ha en stak af!!!

Det pudsige er, at så snart en fyr blir sådan overfor mig, får jeg totalt the creeps og tar flugten! Jeg kan SLET IKKE ha det! -men hvorfor filan gør jeg det så selv???!!!

Er ved at blive små skizo, som ikke fatter en skid? -det med ikke at fatte en skid er ikke den nye del. Det er det med skizo…

Nå, men nu er der ny status. Ringede til ham i går (har jeg ikke gjort før i min stalkerperiode. Kun skrevet) og han lød oprigtig glad for at høre fra mig. Skal ses med ham på søndag, og han sagde, han glædet sig meget til at se mig igen. Så må vi sgu håbe jeg kan charme ham med min feminine charme (læs: imponeres over, jeg ikke kløer mig i røven og bøvser mens han er tilstede)…

Men spørgsmålet er, om han overhovedet ER interesseret og bare er en røv til at starte kommunikationen, eller om han ikke rigtig gider, men ikke kan overskue at sku afvise mig.. Well, time will tell.

Opdatering kommer selvfølgelig!

Sidder her, og ja, jeg er stadig i nattøj! Men ihvertfald, så siddder jeg her og lytter til Dionne Warwicks gamle klassisker “Don´t make me over”.

Og hvor er der bare meget der passer i den sang! Nej nej, det her blir ikke sådan en “hjerte rimer på smerte”-blog. OVERHOVEDET! Men kom til at tænke på, hvor meget man hører om kvinder der scorer en fyr, og så snart hun har fanget ham, begynder hun at lave ham om… -men det gør mænd sgu oss!

Jeg håber det ikke er lige så slemt, som når piger går i gange med projekt “du ser dejlig ud, men hvis du lige tar den her på så…”

Mænd har ikke projektet med påklædning osv. Ihvertfald ikke i min verden. De mænd jeg møder, har det helt fint med, jeg har så mange drengevenner og at min roomie er en fyr. -til at starte med! Så går der et par uger, og så begynder deres usikkerhed på min omgangskreds at melde sig.
Lige pludselig er det ikke heeeelt ok at jeg skal ud og drikke øl med gutterne osv osv.

Men hvordan kan det være, vi har det behov for at lave om på folk? Generelt har jeg den holdning at man ikke skal lave om på folk, man har forelsket sig i (eller i nogen andre!), for grunden til, man har forelsket sig i den person, er vel, at han er dejlig på godt og ondt, ikke sandt?
Hvis man begynder at rette på den andens “fejl og mangler”, så retter man jo også på de ting, som gjorde man faldt for ham. -og det samme gælder den anden vej.

Nu bruger jeg lige mig selv som eksempel, for det er den, jeg kender mest til.

Men fx det med drengevenner. Som sagt, så går der et par uger, og så føler mænderne sig usikre, fordi jeg har så mange drengevenner. Og de kan sågar sige direkte, de ikke bryder sig om det, og er sikre på at gutterne vil i seng med mig osv osv.
I starten prøver jeg så at rette mig lidt ind, og se lidt mindre til gutterne. Men det resulterer i, jeg føler mig en smule fanget og kontrolleret, og derfor lukker mig lidt inde i mig selv.

Date-materialet går derfor rundt om sig selv, og kan ikke forstå, jeg ikke er hende, han blev vild med. -og så er det vi stopper. Jeg føler mig fanget og han føler det er en anden der sidder overfor ham!

Min pointe er bare, til både drenge og piger: lad nu vær med at ændre på jeres partner. Ja, der er små fejl hist og pist, menlad ham/hende ha de fejl. De er jo også med til at skabe den fyr/tøs, du er så vild med!!

Desuden er der ifølge datematerialet 3 argumenter for, hvorfor en fyr vil være venner med en pige!

1) Han vil knalde hende
2) Han er homoseksuel
3) han vil knalde hendes veninder!

-så er det fandme heldigt, jeg har så mange lækre veninder!!

Dejlig torsdag til jer allesammen