Så har jeg fået tudet færdigt. Er holdt op med at svælge i, hvad Hr. N og jeg KUNNE ha haft. I stedet har jeg indset, hvad vi havde. Et forhold, hvor jeg skulle gi mig 100% og tænke over, hvad jeg sagde og gjorde, så temperamentet ikke eksploderede.
I sidste uge slog han op med mig 2 gange.
Den ene gang fordi jeg spurgte om jeg måtte sætte et stik i en kontakt. Det sagde han nej til, men sagde han ville sætte det i, når han var færdig med at slibe på døren. Så gik der en halv time, og han kom ind og begyndte at pakke sine ting. Han følte, jeg havde hundset med ham, fordi jeg havde spurgt mht stikket. Prøvede at forklare ham, at når man spør, spør man for at gøre det, der passer den anden bedst. Ikke for at generer folk.
Den anden gang fordi jeg havde hørt den samme sang 3 gange i træk uden at opdage det, fordi jeg var midt i noget. Ved ikke helt hvad der lå til grund for det, men hele den ustabilitet kan jeg ikke ha et forhold i.
Jeg vil ha det simple, ukomplicerede, og det, der er ligetil. Hvis man kan blive så sur over så små ting, hva sker der så ikke i situationer, hvor det handler om større ting?
Han syntes selv han havde en masse problemer. Og det havde han på sin vis også, men når man har en baggrund som min, så ser man bare ikke den slags problemer, som særlig store. Og når man er mig, og har den indstilling, at det hele nok skal gå, er det svært at finde sympatien og medlidenheden frem, for en som vælger at dvæle ved problemerne, og kun se glasset halvt tømt.
Istedet for at sætte pris på forsikringen vil betale noget af hans tand-reperation, ærgrede han sig over, de ikke ville betale den hele.
Den mentalitet ligger så fjernt fra min.
Jeg ved godt at problemer aldrig kan stilles op på den måde. At fordi jeg ikke ser dem som store problemer, er det ikke store problemer. Jeg ved godt problemer er individuellle. Men når løsningerne ligger ligetil, kan jeg ikke forstå, man ikke rækker ud og får løst tingene. Det var så lidt der sku til.
Han begyndte at få selvmordstanker, men ville ikke i terapi. Jeg ledte efter billige og gratis terapiforløb han kunne deltage i.
Hans tand ville blive dyr at få lavet. Jeg styrtede rundt på nettet for at finde tandlæger, der gav studierabat, havde afdragsordninger og som var billige.
Han brokkede sig over ikke at ha nogen penge. Jeg tilbød at betale hans mad indtil februar, hvor han fik penge igen. 2 dage efter køber han en skiferiie til 4000 og vil købe en telefon til 2000.
Jeg kan ikke se, hvor meget jeg ellersksu ha gjort?
Jeg komplimenterede ham hele tiden, men min bekræftelse var ikke nok. Han fortalte han gerne ville ud og flirte, så han ku få selvtillid igen. Jeg blev såret, men prøvede at finde frem til, hvorfor andre menneskers tiltrækning af ham, gav ham mere tro på sig selv.
Han vendte på en tallerken. Min støtte og hjælp var ikke nok. Han ville ikke have løsninger på problemerne, men kun bekræftelse og sympati. Men feter 2 måneder med sympati og konstant bekræftelse, kunne jeg ikke rumme mere. Gør det mig til et dårligt menneske?
Græder ikke mere nu. Nu føler jeg en form for lettelse. Nu skal jeg ikke tænke over hvad jeg siger og hvordan jeg siger det, i frygt for hans vredes udbrud. Nu kan jeg høre den samme sang 15 gange, hvis jeg har lyst, kan sætte stik i lige hvor det passer mig, og spise ingenting til aften, hvis det er det jeg har lyst til. Tror måske bare,jeg føler mig fri. Underlig fri, men fri.
Kommentarer(2) 
