Den tragiske skæbne

Sidder her med vigende blik, rystende hænder og opsat hår… De er ude efter mig…. I ved alle, hvem jeg mener… Dem der lurer i krogene og i ny og næ kommer frem fra skyggerne.. Vi er ofre for en konspiration… Ihvertfald er jeg et af deres ofre….. For dem, der ikke har regnet ud hvem det er, så er du sikkert en af dem! Ja ja, jeg mener: BLOGTØSERNE!!! PrinsessePink, Ypperstepræstinden og ikke mindst Line42….

De har alle nomineret mig. De følger med i mine blogs. De finurlige om sex og kærlighedsliv. De kiksede om sexliv. De komiske om min evne til at ødelægge alt for mig selv (og for andre).. En evne jeg heldigvis har haft i mange år.. Altså det der med at ødelægge alt for alle! Og så er der lige mit sidste blogemne, som har fyldt ret meget på det sidste: DØD OG ØDELÆGGELSE (og nej, det er ikke navnene på mine bryster)!

Men hvorom alting er, så har de altså nomineret mig. Og kaldt mig dejlig! -SÅ tydeligt de kun kender mig på skrift!

Regler er som følger:

1. Vise awarden på min blog
2. Linke til den, jeg har fået den af
3. Skrive 7 ting om mig selv
4. Give awarden videre til syv andre

1: kan jeg sgu ikke liiiige hitte ud af! Men tænkte at et råb om award må være godt nok for nu….

2: Åhhha… Jeg prøver, og så må i stramme fissen op, krydse tæer og bære over med mig, hvis det ikke virker!

line42

prinsessepink

ypperstepræstinden

3: 7 ting? Må jo næsten være 21!! Det blir et laaaaangt afsnit, det her. Nå, vi tar dem fra en ende af.

a) hver gang jeg slår en prut, blir jeg bange for, jeg har gæster, men har glemt det!

b) Jeg er blevet mac elsker og drømmer i hemmelighed om Ipadden.

c) jeg har kun 4 mins varmt vand, hvilket resulterer i yderst kreative intimbarberinger!

d) jeg har sexede drømme om Sean Connery på trods af, han blir 80 i år.

e) jeg har fødselsdag samme dag som overtegnede!

f) jeg kan ikke alfabetet.

g) jeg har alle regnbuens farver i neglelak og ynder at skifte farve minimum hver tredje dag.

h) jeg har bildt mig selv ind, jeg bliver verdens bedste sygeplejerske, hvilket er derfor, jeg går til det på daglig basis.

i) fik blanke øjne, da jeg læste mine nomineringsgrunde

j) jeg ligner min far. Så meget, at når folk ser et billede af ham som ung, tror de, det er mig med kort hår.

k) hvis jeg blir vild med en sang, hører jeg den fra jeg vågner til jeg går i seng i flere uger. Lige nu er det denne her: http://www.youtube.com/watch?v=PQZhN65vq…

l) jeg er engang gået ned på pizzariaet og spist en burger midt en trekant, og vendt tilbage og fortsat, hvor vi slap, uden de opdagede, jeg var væk…

m) jeg går kun med blonde hotpants på trods af velcro-effekten, når man ikke er nybarberet.

n) hver gang jeg ryger hash tror jeg, jeg har tisset i bukserne. Sådan virkelig tisset i bukserne.

o) har engang præsenteret at brække mig gevaldigt, ta to stk tyggegummi, snavet og knaldet en fyr, smidt ham ud og brækket mig videre bagefter.

p) jeg har planlagt min begravelse ned til mindste detalje.

q) jeg har en profil på scor.dk.

r) jeg læser mange flere blogs end jeg rent faktisk kommentere på.

s) jeg håber i hemmelighed, livet behandler min halvsøster dårligt….

t) min “pil op” tast virker ikke på min mac, men ingen ved, da de ville bryde illusionen om, mac er perfekt.

u) har engang grinet så meget, at jeg fik marengs ud ad næsen…

Og hvem der så skal nomineres nu?

PrinsessePink fordi hun har lige så mange nykker som mig, hvilket for mig til at TRO, det er ok!

Smilla fordi det var hendes blog i Uran (her mener jeg Urban, men magter ikke at gå tilbage og trykke på b´et), der fik mig herind til at starte med! Og den første der henviste til mig på sin blog.

Blogerella fordi hun er fuldstændig bimlende!!!

Ypperstepræstinden fordi jeg kan genkende mig selv i hende!!! -og fordi jeg kan få hende til at tude på kommando

cocktailsogdamer fordi. bare fordi… det er jo geniale skriverier!

Blondie fordi jeg er vild med den bitre, dog humoristiske tilgang til verden!

Line42 fordi hun får dulmet min forholdsfobi. Lader til, det faktisk kan være helt ok, at ha fundet den eneste ene!

FORRESTEN! Har i set datoen i dag??? 9.02.10 -> det er er blæverli dag i dag!!!!!

Kender i piger de der mænd, som i lige skal ryste af jer, når i har været sammen med dem?
Sådan har jeg det med Den Vise. Hver gang jeg er sammen med ham, har jeg det fantastisk. Han er så pisse sej, sød, opmærksom, kærlig og alt det andet gode! Og så er der lige den der del, som gør, jeg aldrig kunne være kæreste med ham. Men det er ok. Det er faktisk rart.

Måske er det også noget af det, der gør det så nemt med ham? Der er ikke hele det der ”vi lægger op til kommende forhold” –pres. Det er ukompliceret og lækkert. Vi nyder bare. Har det fantastisk med ham, de timer jeg ser ham hver 2./3. uge. Men det er ikke mere, og det skal ikke være mere!

Det underlige er, at jeg er godt tilfreds med sådan som det er. Men det kan folk (læs: veninderne) ikke forstå. De ved jo, vi har det vidunderligt sammen, så at vi ikke vil mere end det vi har, er fuldstændig udenfor deres verden!

Men skal man egentlig det? Er samfundet virkelig så kæresteliderligt, at man nu ikke engang kan date en fyr og have det helt ok med, det ikke bliver mere. Ikke er mere. Skal der lægges op til et forhold, bygges videre på samværet, og begynde at træffe valg, før det er ok?

Ja, jeg er 26, og oppe i mit hoved, burde jeg vel også til at kigge mig om efter den eneste ene. Men problemet er nok, jeg er for magelig. Jeg har det for godt. Jeg har de mest fantastiske venner omkring mig. De opfylder alle mine krav, på nær lige det der med sex om omsorg. Og det er så der, Den Vise osv., kommer ind i billedet.
Måske handler det i bund og grund om, jeg kan vælge? Jeg kan vælge, hvornår jeg vil have omsorg. Måske er det magten i at være single? En magt, jeg skal give afkald på, hvis jeg kommer i forhold. I forhold, kan du ikke vælge omsorg til og fra. Det er for mange det gode ved at forhold. Men jeg vil selv vælge, hvornår jeg giver og modtager omsorg. Hvornår jeg skal have komplimenter, og ikke mindst, hvornår vi skal have samværet på banen.

Ja, jeg tror egentlig det handler om magten. Magten til at vælge til og fra. Har lidt på fornemmere, at når man er i forhold, skal man opgive den magt!

Ydermere forhindrer man sig selv i, at blive sur og såret over småting. Ting, der ville nage en i et forhold, generer ikke rigtig en, når man har gang i ”laizzes faire”-forholdet. Det gør sgu ikke noget, han ikke kommer forbi i sin brandert og vil spoone. Det gør heller ikke noget, han ikke ringer hver anden dag, at han ikke sender sms´er dagligt. Og ikke mindst: det gør ikke noget, jeg ikke gør det! Selv opmærksomheden kan jeg vælge til og fra!

Men for lige at vende tilbage til hele rystedelen. Hver gang vi ses, har jeg altid glemt, hvor fedt, hyggeligt og bekræftende det er, at være sammen med ham. Han er god til at lade mine batterier op. Og ja ja, dagene efter vi sidst har været sammen, har jeg da også lyst til at skrive til ham. Fordi jeg vil ha det gode. Mere af det. Men så går det op for mig, hvad jeg skal give afkald på, for at få noget, der kun vil være lækkert i starten, inden det bliver en vane. Og så er det lige pludselig ligegyldigt.

Jeg vil kun have alt det gode. Oplevelserne, hvor man smiler, når man tænker tilbage på dem. Jeg er ikke klar til krav, forventninger, den kroniske, mentale omfavnelse. Ikke med mindre det er på mine præmisser i hvert fald.

Den Tragiske skæbne, der hygger videre i sin laizzes faire verden!

Åhhhhh Prinsesse Pink er ude efter mig! En smule paranoidt, men med god grund! Pinken har nomineret mig til award. Det er jo næsten lige som “The Oscars”! Har ledt febrilsk efter en påklædning, der passer til anledningen, men endnu en gang må jeg give fortabt! Fedtet hår, gemacher og grå hættetrøje med “San Francisco” må sgu gøre det for denne gang!

Og hvorfor jeg er nomineret til awarden? Well, til jer, der undrer sig lige så meget som mig over, jeg er nomineret, kan jeg sige, Pinken kom med følgende begrundelse: “Fordi nogle gange så går verden op og ned, men altid med et udfald og den iver der lægges for dagen er dejlig.”

Det må jeg sgu ta som en kompliment! Som de fleste, der følger mig nok ved, så er jeg ret meget indbegrebet af uheldig ung dame! At Prinsesse Pink har formået at se igennem mine skygger, og derfor bemærket mit kroniske jeg. At hun har kunne se den tragiske skæbne igennem de tragiske tider.. Det rører mig sgu! Hatten af for konen! Kort sagt: TAK PINK!

Og nu til reglerne:

1. Vise awarden på min blog (er ikke så garvet, at jeg kan smide billeder op!)
2. Linke til den, jeg har fået den af (kan ikke finde ud af at linke!!)
3. Skrive 7 ting om mig selv (den blir ikke så svær)
4. Give awarden videre til syv andre (kan ikke linke, men vil self stadig nominere)

Hvor end jeg gerne ville, kan jeg simpelthen ikke linke til Pinken, men tror hun er klar over, denne går ud til hende!

7 ting om mig?

1) Fanger stadig kun nullermænd med fingrene.

2) er inde i en hatteperiode.

3) dater mænd, jeg ikke kan se en fremtid i, men prøver at overbevise mig selv om, jeg kan.

4) bor i Kbh K´s skæveste hus.

5) glemmer altid vasketøjet i maskinen, hvilket gør, det altid skal vaskes igen. Som regel 2-3 gange før min roomie hænger det op for mig.

6) drikker minimum 5 kop kaffe om dagen!

7) er virkelig klodset!

Nu er problemet så, at dem, jeg generelt følger herinde, alle er blvet nomineret… Hva gør jeg så?? Hilfe!!!!

Sidder her en lørdag morgen, og smiler. Ikke fordi klokken er lidt over 5 og jeg ikke kunne sove mere. Slet ikke! Heller ikke fordi jeg begynder i skole igen på mandag. Men fordi mit overskud er kommet helt tilbage! Den tragiske skæbne er blevet sig selv igen!

Hun er begyndt at gå i panik over skridtkløe, som slet ikke er svamp, men manglende barbering (igen)! Hun synes endnu engang, at drenge er det sjoveste legetøj i verden og at makeup er SÅ undervurderet! Hun er sågar begyndt at bruge hele sin SU på tøj og sko igen, og ja, hendes telefonregning er begyndt at runde de 800 om måneden!

De tætsiddende bluser er fundet frem igen. Det samme med Scissor Sisters album. Har ikke lyst til at smile, grine og danse længere. Hun gør det bare! Hun tar sig i at tænke positivt, og ikke længere pive og brokke sig så meget! Whats up with that?!

Nu mangler jeg bare de sidste par punkter på listen:

1) Vædde en flaske whisky med lægen om, hvorvidt jeg har kønssygdomme eller ej. Han sætter altid flasken på 0 af slagsen. -og vinder. DAMN IT!

2) Sanseløse drukture med dans på bordene, uddeling af numre (til de 5 mest uattraktive på klubben) og at kysse med fremmede mænd, fremme steder (i byen, ikke på kroppen).

3) Gå mere med hat og ryge mindre!

4) Droppe det der natdatinglir, som alligevel ikke virker!

5) Fjerne den grå neglelak og skifte den ud med pangfarver!

6) Brug sin pick up line mere forsigtigt og med glimt i øjet! (En tier på, jeg kan ha begge dine boller i munden og fløjte nationalsangen).

Er SÅ skønt at gå i bad DAGLIGT, bevæge foden i takt til P3´s lækre rytmer, ubevidst, og ikke mindst at rydde op sådan nogenlunde regelmæssigt!

Kort sagt: alt er begyndt at køre på skinner igen! Og jeg elsker det!

Den tragiske skæbne, der nu overtager verdensherredømmet!

Efter min til dages tur til San Francisco med nærmeste konstant ophold i Castro, er mine batterier nu fuldt opladte!
Jeg kan alt igen! Så nu er der mere eller mindre ikke andet i min verden at bekymre sig om, end rodbehandling og drenge!

Må jeg lige få det ned på skrift, at det der halløj med rodbehandling og smerte, det passer altså slet slet ikke! Jeg fik lavet min tand, ganske vist med beroligende OG bedøvende. Ser i, jeg har nemlig galopperende angst for tandlæger! Bare jeg sidder i stolen, kommer tårerne trillende. Jeg kan slet ingenting. Blir paralyseret og ryster over hele kroppen! Så da jeg fik tandpine dagen inden San Fran tur, vidste jeg godt, jeg var på skideren!

Tog en veninde under armen (så jeg ikke tog flugten halvvejs) og tog så op til tandlægen. For det første var de søde. Hvad sker der for det?! Jeg troede alle tandlæger var ildspydende onde onde drager, ligesom skoletandlægen! Men nej! De gav sågar hånd og hvis man kiggede efter, kunne man se, de smilede! Op i stolen, og ind med nerve-sjus. Og nu er jeg forelsket! Ikke kun i min søde tandlæge, der er så sød og forstående. Og tålmodig! Men i dormicum! En lille lækker cocktail blandet med juice, der får en til at slappe heeelt af!

Man ligger bare der i stolen og ligger. Det er dét. Så propper de 50 kilo metal ind i munden (de siger det kun er et bor, et spejl og et sug, men vi ved jo alle, de lyver), og alt er bare heeeeelt ok! Ingen tårer, ingen rystende hænder, no nothing!

Overvejer nu, om ikke det ville være et glimrende stof på datingmarkedet! Jeg mener, vi alle er jo ved at skide grønne grise, når vi skal på første date, inden det første kys, og bestemt også inden det første knald! Den klarer dormicum! Bum, så er du heeeelt cool og afslappet!

Eneste minus, som faktisk er et ret stor af slagsen (men alle store kærligheder har jo deres bagside af medaljen) er, at det også fungere lidt som truth serum. Man skal koncentrere sig som en gal, for ikke at pludre sandheder konstant! Der lå jeg i stolen, og var virkelig KONSTANT ved at sige “det sagde han også i går”. Tandlægen var også strid, for han sagde ting som “hvis du lige åbner op, så kan jeg komme helt ind bag i”, “der kommer et lille prik, men så får du det meget bedre bagefter”, “jeg ved det er ubehageligt, men det er overstået lige om lidt”… Come on!! Han serverede dem jo på et sølvfad!!!

Nårh ja, der er også et andet minus: man kan ikke gå på trapper!

Den tragiske skæbne, der tager trappen på rumpen fra anden sal!

Så sidder man her med uglet hår, sweatshirt fra San francisco, morgenkaffe og STORT smil på læben!

Jeg er ved at blive mig selv igen! Har sorteret gamle papirer, skal ha ryddet op på skrivebordet, står tidligt op og nu går jeg sgu også i bad hver dag! Og hvor er det fedt! Tar mig selv i at smile for mig selv, mindes på den fede måde og bare ha det godt. Det er så fedt!!!

Selvom jeg stadig får laser i hele skærmen, faldet 1,5 etage ned ad mine trapper og er indehaver af nu overstået rodbehandling, er livet bare fedt! Dels fordi jeg har fået verdens sejeste tandlæge, og dels fordi min verden fungerer igen. Min verden virker!!!
Tar mig selv i at tænke positivt!

Ex 1: Faldt ned ad trappen og tabte min Iphone. Istedet for at blive irriteret og gal over, hvor glat den dumme trappe er, rejste jeg mig op, ømmede mig, tjekkede min telefon, og glædet mig over, den ikke var gået i stykker, og jeg kunne gå uden de største smerter!

Ex 2: Den nye tandlæge, som er så sød, god og rar, holder op her d. 1. Ærgrer mig selvfølgelig, men føler ikke mindre tillid til ham, men i stedet får jeg tandarbejdet overstået hurtigst muligt, og glæder mig over, det snart er overstået!

Det er så rart at have den gamle tankegang tilbage igen. Jeg gør det ikke engang med vilje! Det er som om der er en, der har hældt Uhmmmm grød op på min tallerken og ikke lader mig gå, før det hele er spist! Jeg tænker ikke engang over, jeg er blevet så positiv. Jeg gør det ikke engang med vilje!! Jeg er bare en happy lille camper uden nogen egentlig grund. Og det er skønt!!!

Den tragiske skæbne danser smilende ud i den virkelig verden og fniser for sig selv!

Jeg har set min mor og søster dø. Tanken har ikke strejfet mig, før min søsters veninde sagde det højt. Det er jo ikke nyheder. Jeg ved det jo godt. Men ordene. At have set familien dø. Det lyder voldsomt. Det ER voldsomt. Tror først, det er nu, jeg har forstået, hvor voldsomt det er.

Jeg bliver nærmest helt paralyseret, når jeg siger det. Når jeg læser det. Når jeg skriver det. Men armene ned langs siden, kigger jeg på skærmen. ”Jeg har set min mor og søster dø”. Jeg har set dem give slip på livet. Jeg gav sågar både min søster og min mor lov til at dø. Jeg opmuntrede dem lige frem til at give slip på livet.
Spørgsmålet er bare, om jeg kan leve med det. Kan jeg leve med, at have set min mor og søster dø? Da min far døde, for 8 år siden, gav jeg også ham lov til at dø. Lov til at give slip. Og jeg kom videre. Men kan man komme videre, når det er to så tæt på hinanden? Der var præcis 2 måneder imellem deres begravelser. Min mor og min søster. Jeg så dem dø. Jeg gav dem lov til det.

Tankerne kan ikke finde på plads i mit hoved. I morges vågnede jeg af, jeg så forløbet med mor for mine øjne. Jeg så, hvordan jeg holdt mor i hånden, og gav hende lov til at dø. Jeg sagde det én gang. Og det var den dag, hvor hun døde. Jeg faldt i søvn med hendes hånd i min. Jeg vågnede af, hun ikke trak vejret længere. Mit hjerte bankede hurtigere. Adrenalinen susede rundt i mine blodbaner. Jeg vågnede op alene. Nu uden min mor. Hun lå død ved siden af mig. Jeg ringede til nattevagten, der ville vide, hvorfor han skulle komme derned. Jeg kunne ikke få ordene over mine læber. Jeg sad i skrædderstilling i min ternede pyjamas og holdt min mor i hånden. Jeg tjekkede hendes puls. Jeg lyttede efter hendes vejrtrækning. Begge dele manglede. Min mor var død. Nattevagten kom ned til mig. Jeg passede på min mor. Fortalte, jeg havde tjekket for tegn på liv. Jeg havde brug for at være sygeplejerske et øjeblik. Jeg tog tøj på, og gik udenfor i kulden. Sad med min telefon, en cigaret og en kop kaffe. Jeg stirrede bare på telefonen. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg skrev en sms. At hun var sovet ind. Jeg havde brug for at skrive det. At fortælle det. Det var så uvirkeligt. Det er det stadig.

Jeg har ingen mor længere. Jeg har heller ingen far. Eller søstre. Jeg har set dem alle dø.

Min søsters død var anderledes. Jeg havde boet på hospitalet sammen med hende. Der blev ringet rundt, da tiden var ved at være inde. Vi alle var samlet på stuen. Min mor lånte min seng, og vi lå i den sammen. Jeg lå med hovedet på min mors arm. Hun aede mig over håret, til jeg faldt i søvn. Charlotte holdt op med at trække vejret med alle hun elskede, omkring sig. -sovende. Mor vækkede mig, og sagde, at nu var det sket. Jeg blev sur over, hun ikke havde vækket mig før. Så græd jeg. Tårerne kom trillende. De løb ned ad kinderne på mig, men ingen lyd. Jeg puttede mig ind til mor og græd. Det var sidste gang, min mor trøstede mig. Holdt om mig. Passede på mig. Det var sidste gang, jeg var datter.

Den sidste gang, jeg var datter, var da min søster døde. Nu er jeg hverken datter eller søster. Jeg er moster, niece og kusine. De to vigtigste titler er blevet strøget.

Jeg ved godt, det egentlig bare er titler. Men hva nu? Hvad er jeg nu? Hvem er jeg nu? Jeg er hende der smiler og griner igen. Jeg er hende, der kan pludrer om drenge og andet ligegyldigt. Men så rammer virkeligheden mig og filmen knækker.

Hver gang på en ny måde, over nye ting.

savner og mangler
Det er med savn, er sgu en underlig ting. Det kan komme, når man mindst venter det!

Fx, savner jeg min far, hver gang, jeg skal lave æbleskiver, og hver gang jeg tar mascara på, for så ligner det fars øjne, der kigger tilbage på mig.

Mor, hende savner jeg, hver gang, der sker noget godt i mit liv.

Søster savner jeg, når jeg får gode karakterer, eller der er drengeproblemer i sigte…

Det kan være savnet, hvor jeg trækker på smilebåndet. Når jeg tager min søsters fingerring på, eller griner, så jeg fiser! Eller hvis der er en mand, der rømmer sig i supermarkedet.

Så kan der være savnet hel nede fra maven. Savnet, der gør ondt igennem marv og ben, og man ville ønske, man kunne sætte sig på gulvet med hænderne slapt i skødet og bare græde sit hjerte ud. Savnet, hvor man ikke kan tænke klart, og bare vil ha dem tilbage, og liiige sige en sidste ting eller høre deres stemme en sidste gang. Jeg kan huske min fars måde at rømme sig på, min søster stemme, når hun var irritabel, men jeg kan ikke huske min mors latter.

Min mor grinede meget. Hende og jeg kunne få sindssyge grineflip sammen på trods af de 38 års forskel. Jeg var det sidste, der fik hende til at grine. Alligevel kan jeg ikke huske hende latter. Jeg kan ikke se hendes smil for mig.
Det eneste jeg kan huske helt klart, er den måde hun nussede mig på håndryggen, når vi sad i sofaen. Hvordan hun gang på gang sagde, jeg havde de blødeste hænder i hele verden. Jeg kan se hånden med den store ring, og hendes lakerede negle, der stryger min hånd. Men hendes latter er væk. Vi har grinet meget mere end i vi har nusset. Hvorfor kan jeg så ikke huske hendes latter?

Måske er det det, der gør, jeg savner hendes latter så meget? At jeg mangler den så meget? Fordi jeg ikke kan huske den?

Mangler hende, når jeg er i hendes lejlighed. Jeg plejede at storme ind, råbe “haarrllooo”, tænde for elkedelen, få en skideballe over, jeg ikke havde taget de høje hæle af. Jeg smed min læderjakke over en stoleryg, lynede støvlerne ned, og smed dem under stolen inden jeg fes over til hende i sofaen og kyssede hende.
Det er underligt at være i lejligheden og ikke vide, hun er der. Ikke at få en skideballe over støvlerne og mangler et “åhh ja, vil du ikke lave en kop til mig også? Jeg har krus” når jeg tænder for vandet.

Kort sagt: jeg mangler og savner bare… Fra marv og ben…

Første jul uden søster. Første jul uden mor. Føste jul med egen julemad.

Jeg har gået med skuldrene oppe om ørerne den sidste måned Har ikke været ked eller mut.
Har bare været bekymret for min første jul uden familie.

Tankerne om egentlig at være alene, har trængt sig på. Nu er der kun mig. Der er ingen, der kan fortælle om den gang, jeg misforstod min far, og ikke hentede en øl, men en kasse øl. Om den gang jeg i en alder af 4 elskede gammel dansk… Eller historien om mors røde sko, jeg ville arve, når hun døde. Et par sko hun har smidt ud for mere end 10 år siden…

Den dag jeg skal giftes… Hvem skal så sidde på første række? Der er jo ingen familie. Er det så de nærmeste venner? Og hvem skal holde talen, som “brudens far” skulle have gjort?
Underlige tanker, men tanker, der trænger sig på, når samtalen falder på familie…

Men min jul blev fantastisk! Faktisk en af de bedste juleaftener, jeg kan huske!

2 af mine venner kom til middag, hvor jeg havde disket op med alt, der skal stå på bordet juleaften! De hyggede med juleslik, mens jeg tøffede rundt i køkkenet med det sidste af maden.

Efter middagen kom en tredje veninde sammen med sine forældre. Så dukke nogle af de andre venner op og deres venner. Så lige pludselig sad vi 11 i min lille stue og kiggede på juletræet, der går helt op til loftet, og drak kaffe og rødvin, og spiste ris a la mande!

Da klokken var 3.30, tog vi ned på Wessels kro og drak en go nat øl, for så at fise op under dynen og prøve at falde i søvn…

Hele min juleaften fik mig til at tænke.. Hvor er jeg egentlig heldig! Det kan godt være, familien er væk. At dem, der elsker mig af marv og ben er væk. Dem, der kender mig helt ned til det sidste hår på mit hoved, ikke længere er her. Men jeg har vennerne. De fantastiske venner!

Jeg er så velsignet med gode venner, at man tror det er løgn! Venner fra nær og fjern, der er kommet hjem til mig, for at ønske mig en glædelig jul. Familekærligheden kan ingen erstatte. Men vennekærligheden er lige så uerstattelig! Og tanken om, hvor gode venner jeg har, får mig til at smile.

Historien om gammel dansk og mors røde sko, må jeg fortælle videre. Minderne må jeg holde i live. Og de nye minder, må jeg skabe med vennerne. Vennerne der er der for mig i enhver med og modgang!

Troede det ikke, men takket være mine venner, er jeg kommet godt igennem julen. Smilende igennem julen. TAK!

Til mor:

 http://www.youtube.com/watch?v=pcrw9Gm2L…

Wagner ville vække trunten. Ikke fordi han skulle op endnu, men mere fordi han ikke ku holde hendes snorken ud længere. Og savlet der løb ned ad hendes kind, gjorde hende ikke just mere attraktiv.
Han skulle lige til at prikke hende med en pind, da hans telefon bippede. Var chefen.
Fuck, Wagner var træt af ham! Ikke nok med, han var degraderet til pakkenisse i Illum, så havde eksen pevet over at være singlenisse, så hun var blevet forfremmet!
Nu var hun både lækrere og rigere end ham. Han ville aldrig få hende tilbage!
Kan det blive værre?
Følg med i morgen….